Nej til højspændingsmaster i naturen

Hasse Smedegaard
Pedersen, Skanderup
Byrådskandidat for
Liberal Alliance.

LÆSERBREV: Kolding Kommune må stå sammen, hvis vi skal beskytte vores landsbyer og naturområder mod Energinets planer om at pløje kæmpe højspændingsmaster gennem kommunen. Det er ikke bare et spørgsmål om teknik – det er et valg, der kan få afgørende betydning for både bosætning, natur og udvikling i mange år frem.

For hvad sker der, når man stiller 30-40 meter høje master op midt i landsbyernes nærområder? Man fratager familier muligheden for at sælge deres huse til rimelige priser, man gør det mindre attraktivt for nye børnefamilier at flytte til, og man underminerer troen på, at landsbyerne har en fremtid. Det er kortsigtet og visionsløst.

Alternativet findes lige foran os. Staten og Vejdirektoratet er i fuld gang med at planlægge den nye Hærvejsmotorvej. Her bliver mennesker og familier allerede købt ud for at gøre plads. Hvorfor ikke tænke langsigtet og lægge elledningerne i jorden langs motorvejen, hvor naturen og lokalsamfundet i forvejen bliver påvirket? Det ville være en løsning, der skaber mindst mulig ekstra skade, og hvor vi samtidig slipper for at ødelægge udviklingsmulighederne i vores landsbyer.

Den grønne omstilling er enormt vigtig – også for Liberal Alliance. Men den må aldrig vægtes højere end menneskers velbefindende og menneskers muligheder. Hvis vi vil have en bæredygtig fremtid, skal vi skabe løsninger, hvor både klima, natur og mennesker kan trives.

Derfor er det meget mærkværdigt, at Plan- og Teknikudvalget slet ikke er en del af drøftelserne om linjeføringen. Skal vi lykkes, må hele kommunen spille med. Vi må sige nej til kortsigtede indgreb i vores natur og landsbyer – og ja til en langsigtet løsning, hvor elledningerne placeres ved motorvejen.

Hasse Smedegaard
Pedersen, Skanderup
Byrådskandidat for
Liberal Alliance.

Se også