Et nyt samlingssted i Frørup

FRØRUP: Solen skinnede, og glæden var stor, da Frørup Landsby sidst i august officielt kunne indvie sin nye legeplads med tale, snoreklipning og efterfølgende fællesspisning.
Både børn og voksne var mødt talstærkt op for at fejre dagen, der markerer kulminationen på et projekt, som mange i byen har ventet på – og arbejdet for.
Legepladsen, der er opført som en del af byens sportsplads, er blevet til med stor støtte og velvillighed fra Kolding Kommunes Landsbypulje og er tænkt som et mødested for hele byen. Her er gynger, klatrestativ og rutsjebane, men ifølge arrangørerne handler projektet om meget mere end legeredskaber:
– I dag fejrer vi ikke bare en legeplads. Vi fejrer fællesskabet, sammenholdet og viljen til at skabe noget, der gavner os alle, lød det i indvielsestalen af Agnete Uhrenholt, der er medlem af borgerforeningen.
– Vi vil gerne vise, at Frørup er et godt sted at bo. Her løfter vi i flok, og her er fællesskabet stærkt, blev det understreget.
Der blev rettet en helt særlig tak til Malene, der som medlem af landsbyens borgerforening har stået for at søge midler, indhente tilladelser, koordinere aftaler og samle trådene.
De lokale landmænd fik også en stor tak for at stille tid og traktorer til rådighed for at klargøre pladsen.
Børn klippede snoren
Byens børn fik æren af at klippe snoren til den nye legeplads. Og straks efter var gynger og klatrestativ fyldt med glade unger, begejstrede forældre og andre Frørupborgere.
Et stort ønske er at etablere et overdækket område, hvor unge og ældre kan mødes.
Birthe B./Henri.