Længe leve frivilligheden

LÆSERBREV: Der skal lyde stor ros til de frivillige på social- og sundhedsområdet for deres engagement og menneskelighed.

Et velfungerende velfærdssamfund skal holde hånden under dem, der har behov for det. Men der opstår noget andet, når mennesker af deres overskud og medmenneskelighed rækker ud. At takke kommunes mange frivillige på socialområdet var i 20 år en af de opgaver, jeg holdt meget af.

Nu har jeg selv i otte år været frivillig.

Jeg følte trang til at betale tilbage i forhold til den hjælp, min afdøde mand og jeg fik i Kræftens Bekæmpelse, samt kæmpe for noget, jeg dengang syntes, at vi kunne have brug for – nemlig en mulighed for aflastning som pårørende til en syg og at skaffe lindrende behandling, også kaldet palliativ behandling, tættere på end i Vejle.

Derfor er jeg fortsat næstformand i Støtteforeningen for Hospice Kolding.

Skiftende regeringer har syntes, at man som frivillig og pårørende nærmest havde pligt til at bidrage. For mig skal frivillighed bæres af lyst. Og man får så meget igen. Stærke fællesskaber, spændende mennesker, mennesker, man kan spejle sig i, og mennesker, der er interesseret i, hvem man er som person. Og man får lov til at bruge det, man er god til.

Derfor blev jeg oprigtig rørt, da jeg blev indstillet til et frivillig bevis. Det er jo ikke for at blive rost, at jeg er engageret. Og sådan tror jeg langt de fleste frivillige har det. Det er i hvert fald den ånd, jeg oplever, når jeg er sammen med andre frivillige fra alle de andre foreninger i f.eks. frivilligugen.

Det kan varmt anbefales, så måske kunne det være noget for dig?

Lis Ravn Ebbesen,
Næstformand i Støtte-foreningen i Hospice Kolding,
Lindealle 18 6000 Kolding.