LA: Venstre flytter penge

LÆSERBREV: Borgerinddragelse burde være en grundpille i lokalpolitik – ikke en pyntesætning i festtaler.
Alligevel har Venstre i Kolding Byråd valgt at trække midler fra projektet Frie Bymidter i Vamdrup for at finansiere en design-plan for rundkørslen og dens belægning. Den lokale projektgruppe får besked – men får de også indflydelse?

Jeg må ærligt sige: Jeg blev rystet. Hvad skete der med de idéer og visioner, borgerne fremlagde på borgermødet i juni? Hvad skete der med respekten for det arbejde, styregruppen i Frie Bymidter har lagt? Det ligner en topstyret beslutning fra Venstre, hvor borgernes stemme er blevet en parentes.

Venstre har gradvist skåret i de midler, som Christiansfeld, Lunderskov og Vamdrup får til lokale projekter. Det er midler, der har skabt liv, fællesskab og lokal stolthed. Når pengene forsvinder – og beslutningerne centraliseres – bliver det sværere at engagere sig. Det er ikke bare en økonomisk nedprioritering. Det er en værdipolitisk nedprioritering af det lokale fællesskab.

Der skal investeres i vedligeholdelse af bygninger, legepladser, og fritidsrum. Gode faciliteter er fundamentet for fællesskab og frivillighed og dermed det lokale liv. Et stærkt foreningsliv kræver stærke rammer.

Som kandidat for Liberal Alliance vil jeg insistere på, at borgerne skal have reel indflydelse.

Peter Skousen,
kandidat for Liberal
Alliance til Kolding Byråd
Kongeåvej 6, Vamdrup.

Se også