Danmarks mindste rovdyr i Christiansfeld

Hvis man har øjnene med sig, kan man nu og da se to mus spæne lige efter hinanden tværs over vejen. Men nej, i stedet har du været så heldig at have fået et glimt af Danmarks mindste rovdyr, en brud.
Selv har jeg to gange oplevet synet ude ved omkørselsvejen og endda mødt en lille brud midt inde i Christiansfeld på fortovet.
Vi fik øjenkontakt med få meters afstand et kort øjeblik, før den lille fyr som et smurt lyn forsvandt ind under et hegn.
Bruden er beslægtet med mink og husmår, men bliver ikke længere end 20 cm lang + en 4 cm lang hale. Halen er uden sort spids som hos den noget større lækat/hermelin.
For at demonstrere størrelsen fik jeg min nabo til at holde en udstoppet svensk eller norsk brud i hånden.
Skandinaviske brude har nemlig en hvid vinterdragt som denne. Danske brude er hele året rundt smukt brune eller rødbrune med hvid underside.
Bruden er ikke sjælden, men ses ikke ofte på grund af sin ringe størrelse, og fordi den mest jager om natten. Den lille fyr er en formidabel musejæger, da den er i stand til at forfølge dem nede i deres gange.
For nogle år siden var jeg så heldig at kunne iagttage en brud på jagt ved Gram Å, hvor den kravlede ind og ud af mosegrisenes huller i åens skrænter – en stor oplevelse.
Brudens rede anbringes i stenbunker, mellem trærødder eller i hulheder i mure, så pas på dem, hvis I finder en sådan. Udover at jage mus skal den lille fyr nemlig også være i stand til at dræbe rotter.
For mere information og rapportering af observation se Naturbasens hjemmeside:
www.naturbasen.dk/art/932/brud.