Tak for samarbejdet i det gamle udvalg og velkommen til det nye

LÆSERBREV:

Af Jørn Chemnitz,
formand for Natur- Miljø- og Klimaudvalget ( SF) , Ejstrup Vang 6, 6000 Kolding.

De seneste fire år har Natur- Miljø- og Klimaudvalget gennemført stort set alle indsatser fra det politiske program, som udvalget besluttede ved sin tiltrædelse.

Tak for jeres store indsats, Filip, Molle, Freddy, Mads, Yrsa og Jonathan. Jeg vil også takke SPIRAS, BlueKolding, DN samt alle teknikerne bag den Grønne Trepart. For på det afsluttende byrådsmøde blev omlægningsplanerne for Grøn Trepart godkendt, og nu begynder arbejdet med at reducere kvælstof til vandmiljøet for alvor. På byrådsmødet sendte vi et festfyrværkeri af projekter på vej, hvor seks nye vådområdeprojekter rundt omkring i Kolding Kommune blev sat i gang. To af dem er klar til at blive realiseret, og de sidste fire begynder med forundersøgelser. Samlet bliver arealet med ny natur til knap 300ha eller ca. 430 fodboldbaner.

Der bliver altså nok at se til for det nye udvalg både i forhold til Grøn Trepart og den største arealomlægning i flere hundrede år, men også klimatilpasning, biodiversitetsloven, drikkevandsbeskyttelse, skovrejsning og samarbejde med private fonde kommer til at fylde i vores hverdag.

Jeg glæder mig til at skabe nye resultater sammen med Freddy, Nicolai, Christina, Molle, Jakob og Jan.

Godt nytår.

Se også