Kommunen vender det blinde øje til stenknuseri uden tilladelser

Ødis Bramdrup: Kolding Kommune vender åbenbart det blinde øje til, at en entreprenørvirksomhed på Steppingvej 24 i Ødis ved Vamdrup kører virksomhed uden lovkrævede tilladelser. Det viser aktindsigt, som jv.dk har fået.
Sagen startede ved at avisen i efteråret 2025 bragte til torvs, at ejeren af virksomheden, Jens Leth-Pedersen, længe havde drevet sit firma uden landzonetilladelse og miljøgodkendelse, som ville have givet ham lov til at drive entreprenørvirksomhed og knusning af beton fra hans landbrugsejendom.
De manglende tilladelser blev tilsyneladende kun opdaget af kommunens forvaltning, fordi nogle naboer klagede over støj.
Da kommunen senere modtog en ansøgning fra ejeren, anbefalede forvaltningen afslag, da betingelserne for at drive erhvervsvirksomhed ikke var tilstede.
Og så gik der politik i sagen. Da den kom til behandling i Plan- og Teknikudvalget, kunne der hverken skaffes flertal for et ja eller et nej. Der var stemmelighed. Og så røg sagen i Byrådet med det resultatet, at den blev sendt tilbage til udvalget til fornyet behandling.
Efter en rum tid trak ejeren af virksomheden pludselig sin ansøgning tilbage.
Sagens forløb betragtes som ret usædvanlig. Der er da også brugt ord som vennetjenester. På tidspunktet var Jakob Ville (V), som nu er borgmester, nemlig formand for Plan- og Teknikudvalget og ejeren Jens Leth-Pedersen næstformand for Venstre i Vamdrup, mens hans rådgiver i sagen var Venstres tidligere partiformand i Kolding Kommune, Bent Ole Jonsen.
Fællesavisen spurgte på daværende tidspunkt ind til sagen, men fik blot at vide, at så længe der ikke bevist blev drevet ulovligt erhverv fra ejendommen, ville der ikke ske mere fra kommunens side. Og siden er der åbenbart ikke sket noget, bortset fra at ejeren, Jens Leth-Petersen, helt upåvirket, ifølge jv.dk, tilsyneladende kører videre med sin virksomhed uden de lovkrævede tilladelser.
Fra ejeren lyder det:
– Jeg gør ikke noget ulovligt.
Og fra kommunen:
– Vi afventer.