Slaget ved Kolding markeres i Christiansfeld

Den 23. april 2026 markeres 177-året for ”Slaget ved Kolding” i 1849 i Christiansfeld.
Traditionen tro holder Slesvigske Fodregiments musikkorps en koncerrt i Brødremenighedens Kirke kl. 11. Herefter marcherer korpset til Gudsageren (kirkegården), hvor der lægges kranse ved krigergraven.
Brødremenighedens præst Jørgen Bøytler holder en lille tale om begivenhederne, og der er fællessang.
Kl. ca. 12.15 er der en markering på Prætoriustorvet i Christiansfeld.
Hvad skete der?
Den 23. april 1849 var Kolding og området omkring slagmark for et stort og blodigt slag – som siden har fået navnet ”Slaget ved Kolding”.
Det var under den første Slesvigske Krig (1848-1850), en revolutionær hær fra Slesvig kæmpede med soldater fra Kongeriget Danmark om at løsrive landsdelen.
Der er gratis adgang til hele arrangementet, som Kolding Kommune og Slesvigske Fodregiment står for.
Bog om dengang
Der findes få direkte skildringer af, hvordan de lokale beboere blev påvirket af de brutale kampe i Koldings gader og ude i skovene ved Gelballe, Vranderup og Ejstrup.
Derfor har journalist Ib Søby skrevet en bog med noveller fra denne sønderjyske borgerkrig, som splittede befolkningen i dansk og tysk.
– Den Blodrøde Å er en samling historier, hvor fantasi og historiske fakta går hånd i hånd. Af og til optræder ganske nænsomt virkelige personer, som var med dengang. Novellerne skildrer en dramatisk epoke i Sønderjyllands og Koldings historie, hvor både rigtige og fiktive personer optræder, og hvor virkelige og fiktive begivenheder bruges til at gøre en ellers tung beskrivelse af samfund og omstændigheder mere spændende, oplysende og tankevækkende, fortæller forfatteren.
Dele af historierne foregår i Christiansfeld, Haderslev, Årøsund, Vojens og andre steder i Syd- og Sønderjylland.
Danmarks første organiserede efterretningstjeneste havde hovedkvarter i Kolding, fortæller Søby.
Bogen udkommer på 177-års dagen og markeres på Museum Kolding kl. 16.30-18.00 med en bogreception på Staldgården, hvor der er gratis adgang. Samme aften holder Søby foredrag samme sted. Her skal der dog købes billet.
Henri.