Nu skulle der være en køber til en historisk bygning i Vamdrup

VAMDRUP: Hørt ved Kongeåen! Nu skulle det være ganske vist. Der er en seriøs køber på bane vedrørende køb af den historiske kommunalt ejede bygning, Jernbanegade 1, midt i Vamdrups hjerte.

Rygterne ved åen fortæller, at forhandlinger om købet af bygningen nu skulle være så langt fremme, at der tilbage kun skulle være få ting omkring den bevaringsværdige bygnings udseende, der skal på plads, før der kan skrives slutseddel.
Kommunen har haft bygningen på salgslisten længe. Den har nemlig stået tom, siden biblioteket flyttede til sin nye adresse i Vores Hus og lokalpolitiet til Arena Syd.

Historisk bygning
Bygningen er historisk for Vamdrup, fordi den er et minde om tiden, hvor byen var dansk-tysk grænseby. Den blev opført umiddelbart efter 1864, hvor den dansk-tyske grænse, efter nederlaget ved Dybbøl, kom til at gå lige syd for Vamdrup, og hvor byen blev grænseby med dertil hørende faciliteter. Heriblandt en stor grænsebanegård med dansk og tysk personale, grænsegendarmeri, grænsepoliti og toldvæsen. Og det betød, at omkring 200 familier flyttede til byen i årene efter 1864.
I grænsetiden fungerede bygningen som bolig for chefen for toldvæsnet, Toldforvalteren. Og det var noget af en herre i byen!

Engelsk arkitektur
Jernbanegade 1 er opført i engelsk arkitektur. Det var nemlig englændere, der byggede jernbanen og de huse i byen, som kom til at høre til de forskellige etaters topfolk.
Efter i 1920, hvor grænsen igen blev flyttet sydpå til Padborg, har bygningen haft en lidt omskiftelig tilværelse. I mange år virkede den som kommunekontor (rådhus) med mødesal for sognerådet, senere for Vamdrup Byråd. En overgang under 2. Verdenskrig fungerede den også som skole.
Da der blev bygget nyt rådhus ved Røddingvej – i dag Ådalsskolen – blev der indrettet bibliotek i bygningen. Og så rykkede lokalpolitiet også ind. Men nu står den altså tom. Men måske ikke så længe!
/seb.

Se også