Arkæolog om folk langs Kongeåen i stenalderen

Lørdag d. 2. maj kl. 14.00 åbner sæson 2026 på Kongeaamuseet.

I år drejer udstillingen sig om de første mennesker i området omkring Kongeåen – i anledning af at den sidste etape af Kongeå-stien indvies.
Med ”de første mennesker” tænkes på den flere tusind år lange periode, som betegnes stenalder.
Flere private samlere og amatørarkæologer fra området har bidraget til museets samling af genstande fra denne periode, ligesom Museum Haderslev har gjort interessante fund i forbindelse med udgravninger ved Bastrup Dam og Bastrup Mose.
I forbindelse med åbningen holder fhv. museumsinspektør Jørgen Holm et foredrag om udgravningen af en rensdyrjægerboplads ved Jels, en boplads der indtil videre går for at være det tidligste spor efter mennesker i Danmark (fra ca. 11.000 f. Kr.). Jørgen Holm er dog på jagt efter endnu ældre kulturer – fra før sidste istid. Det vil han også fortælle om.
Der er gratis entre på åbningsdagen.
/seb.

Se også