Betinget landzonetilladelse til omstridt virksomhed

VAMDRUP: Entreprenør Jens Leth-Pedersen har fået udstedt en længe politisk diskuteret landzonetilladelse fra Kolding Kommune for hans virksomhed på Steppingvej 24 i Ødis Bramdrup.

Men tilladelsen er betinget. Den giver ham nemlig kun lov til at drive beskrevet entreprenørvirksomhed fra adressen. Der må ikke mere foretages beton- og stenknusning på ejendommen, og der må heller ikke etableres udendørs oplag på stedet.
Det hedder videre i tilladelsen, at den kan påklages til Planklagenævnet, og at det skal ske senest 15. maj. Hvis der klages, og der foretages stenknusning på ejendommen, så kan tilladelsen annulleres.
Hele sagen startede sidste år, fordi naboer til virksomheden netop klagede til kommunen over støj og støv fra nedknusningen. Og det fik kommunens forvaltnings øjne op for, at der foregik noget ulovligt på adressen i forhold til Planloven, fordi ejendommen lå i landzoneområde.
Og så gik der ellers politik i sagen. Forvaltningen anbefalede over for politikerne at afslå en ansøgning fra Jens Leth-Pedersen om landzonetilladelse, da de aktiviteter, der foregik på adressen, var i strid med loven.
Men ved politisk afstemning var der stemmelighed, og så blev sagen lagt i syltekrukken. Vi hørte i hvert fald ikke mere offentligt til den. Jens Leth-Pedersen overraskede dog ved at trække sin ansøgning om landzonetilladelse tilbage. Men han må have ansøgt på ny, siden sagen nu igen er dukket op.
Nu i anden omgang har Forvaltningen så vurderet, at der godt kan, uden at overtræde Planloven, udstedes landzonetilladelse for de entreprenøraktiviteter på adressen. Men der må altså ikke foretages beton- og stenknusning og udendørs oplagring på stedet.
/seb

Se også