Nyt fra Vamdrup og Lunderskov 12-05-26/ 19.30

Borgere i Ødis er opskræmte
over en ”formentlig” ulv

Ødis: Flere beboere i Ødis mener, at de har observeret en ulv strejfe rundet i området. Og det har skræmt flere. Især dem der har kvæg gående ude i det fri.

I lokalområdet bliver informationen om ulven primært delt mellem naboer i den lokale Facebook-gruppe. Her er der også en, som har lagt en video op af ”ulven”, der løber rundt på en mark nær byen.

Situationen i Ødis kommer samtidig med, at der for nylig har været et ulveangreb i Egtved, hvor to ponyer blevet dræbt, hvilket har sat ekstra fokus på risikoen for angreb på husdyr.

Ulveangreb, som har været nærmest Ødis, var for et års tid siden i Skanderup, ved Lunderskov, hvor det gik ud over nogle får. Siden har der ikke været ulveangreb her på egnen.
Det kan dog heller ikke, med de observationer, der er gjort i Ødis, helt med sikkerhed siges, at det en ulv, der er set i området.
I skrivende stund er der ikke meldt noget ud om ulveangreb på husdyr i Ødis-området. /seb 

————————————————————————————————————–

Så fik Lunderskov sin
længe ventede multihal

Flaget på den høje flagstang ved Lunderskov var i anledningen af indvielsen af multihallen sat til tops på den vindstille dag.
Og ved hovedindgangen til til multihallen blev der budt velkommen med små dannebrogsflag og balloner i alle faver.

LUNDERSKOV: Helt forståeligt, hvis det er svært at få armene ned hos mange borgere i Lunderskov.

Grunden er, at byens gamle Lunderskov-Hallen nu er forvandlet fra en almindelig idrætshal til en spændende og indbydende multihal, der byder på rigtigt mange tilbud til byens og egnens borgere. Blandt andet huser bygningen nu også det kommunale bibliotek i en helt ny og spændende udgave.

Mandag var flaget ved hallen sat til tops på store flagstang ved hallen, og der var pyntet op med små dannebrogsflag og balloner i alle farver ved hovedindgangen. Der var nemlig officiel åbning af den længe ventede multihal efter omfattende renovering, udbygning og modernisering.

Begivenheden blev markeret med åbent hus hele dagen og med taler fra klokken 14.

Fra podiet var der officielt velkomst ved formanden for hallen, Henrik Bygebjerg, og taler af Helle Linnet fra Lunderskov Lokalråd, formanden kommunens Kultur- Event-udvalg, Merete Due Paarup, og formanden kommunens Fritids- og Idrætsvalg, Jonas Kallan Langvad. Og så var der også i anledningen ord fra borgmester Jakob Villle.

Projektet Lunderskov Multihal er blevet til gennem samarbejde mellem lokale kræfter, Tegnestuen Mejeriet og entreprenør Anton Knudsen Egtved.

Hallens bestyrelsen takker alle som har støttet projektet, og som har været med til at forme det endelig resultat. /seb

 

—————————————————————————————————————-

Jels-vikingerne søger
flere frivillige

 

JELS: Jels Vikingespil søger både nye og erfarne vikinger til at være med, når 50-års jubilæumsforestillingen ”Loke” opføres til sommer. Lørdag den 16. maj er der indkaldt til “Alledag”.

Traditionen tro holdes “Alledag”, hvor alle interesserede kan komme og høre mere om, hvordan de kan bidrage – uanset om de vil stå på scenen, hjælpe bag kulisserne eller være med til at servicere de mange tusinde tilskuere, der gæster den smukt renoverede friluftsscene, lyder det i en pressemeddelelse fra vikingerne.

“Både på skuespils fronten og blandt vores kulissebyggere har der været gang i den siden i vinter, og nu er vi klar til at rykke udendørs. Vores nye instruktør, Rasmus Ask, og de frivillige med taleroller er i fuld gang, og vi håber, at mange nye og erfarne ansigter – både børn og voksne – har lyst til at være med i et brag af et jubilæum”, fortæller formand Janus Harloff Lynggaard.

Det er dog ikke kun på scenen, der er brug for frivillige. Bag scenen er der behov for hænder til blandt andet teknik, lys, ild- og røgeffekter, og på Valhaltorvet skal der bruges flere hundrede til at servicere de mange gæster, der lægger vejen forbi til sommer.

Dagen, lørdag den 16. maj starter kl. 10.00, hvor blandt andre instruktør Rasmus Ask vil fortælle om årets forestilling, og efter en rundvisning vil der være prøver med deltagelse af mange statister.

– Går du rundt med en lille skuespillerdrøm i maven, er du mere end velkommen til at møde op og blive en del af det fantastiske fællesskab”, siger Janus Harloff Lynggaard og fortsætter: – Tag bare familien under armen og mød op – her er der nemlig plads til alle.

Årets 50-års jubilæumsforestilling har premiere fredag den 3. juli og spilles hver aften kl. 20.00 frem til og med den 19. juli. Søndag den 5. juli er der eftermiddagsforestilling kl. 16.00, og mandag den 13. juli bydes der på en særlig senaften forestilling kl. 21.00, mens ingen forestilling er søndag den 12. juli.
Billetter til jubilæums forestillingen kan allerede købes nu. /seb

Se også