Opera i historiske rammer

KULTUR: I 2026 kan du igen opleve en uforglemmelig eftermiddag, hvor lyden af operaens bedste arier smelter sammen med Koldinghus’ historiske rammer.
Det bliver en eftermiddag med operaens største hits under åben himmel. To af dansk operas bedste operasangere vil synge operaens tidløse arier i Koldinghus’ smukke omgivelser.
Medvirkende er Elsebeth Dreisig og David Danholt samt pianist Britt Krogh Grønnebæk.
Netop Elsebeth og David har været et musikalsk match i mange år, blandt andet som fast førsteelskerpar i et utal af forestillinger på Den Jyske Opera. Begge har de en stor kærlighed for både det tunge og lette repertoire.
Og det hele foregår, som nævnt, med Koldinghus som ramme lørdag den 20. juni.
/ seb