Hans Kragelund har kørt mælk og ferskvarer ud til butikkerne i 50 år

– Jeg har altid været glad for mit arbejde. Der var ordentlige forhold, gode kolleger og ledere, siger Hans Kragelund.

Hans Kragelund har været 50 år hos MD/Arla i Christiansfeld.

Den 26. juni 1976 begyndte Hans Kragelund som chaufførmedhjælper hver lørdag og enkelte hverdage.
Butikkerne lukkede dengang allerede kl. 12, så for at de kunne få mælken leveret i god tid, havde alle de otte kølevogne en medhjælper med.
Den 2. januar 1978 skiftede han til ungarbejder i kølerummet på Tyrstrup Mejeri. Og året efter 2. januar 1979 indtil marts 1982 kørte han mælk ud til butikkerne i Haderslev- og Vojens-området. Derefter kørte han til Vamdrup efter juice – og senere igen en runde mere til Haderslev, Vojens og Aabenraa.
På mejeriet var ferskvareterminalen nu blevet opført, og det var nu ikke længere kun mælk, der blev leveret. Også frugt og grønt, kød/pålæg, brød og andre ferskvarer var nu en del af læsset, når Hans fra marts 1982 til sommeren 1998 kørte en rute til Sønderborg, Sydals og Kegnæs. Tur 2 var lidt forskelligt, men kunne være endnu en tur til Sønderborg, et læs til Fynsk Mælk eller FDB Odense, smør fra Hellevad Mejeri til Andelssmør i Esbjerg og cacaomælk med retur fra Esbjerg Mejeri eller tom emballage til Brabrand Mejeri og videre til Lystrup efter mælkekartoner.
– Eller det kunne være en tur efter ost på et af de mange ostemejerier, der fandtes dengang. Osten skulle til det daværende Dansk Ost i Vejle.
Det var helt sikkert den bedste periode i mit virke hos MD/Arla, husker Hans.
Fra 1998 til 2002 fik han en ny rute med ferskvarer til Padborg/Kruså området. 2. tur gik til Fyn.
Hans havde tom emballage med ud til en af de mange avlere, der leverede frugt og grønt til terminalen i Christiansfeld. Og så var der læs med retur fra GASA Odense.
Mejeriets samarbejde med FDB – nu COOP – stoppede i 2002. Det betød, at det nu igen var mest mælk, der skulle leveres. Det betød langt flere stop på en tur – og dermed også længere tidsforbrug. Derfor var det ikke længere noget, der hed tur 2.
Hans fortsatte denne form for arbejde i tyve år frem til november 2022.
I november 2022 fik Hans en ny rute med leveringer i Svendborg, på Tåsinge, på Langeland og andre steder på Sydfyn.
– Jeg har altid været glad for mit arbejde, og det er med stolthed jeg ser tilbage på min tid hos Arla. Der var ordentlige forhold, gode kolleger, ledere og chefer, siger Hans, som efter sit 50-års jubilæum regner med at stoppe sin tid på arbejdsmarkedet senere på året
Hans holder af havearbejde i sin fritid, og som noget nyt spiller han billard om torsdagen i senior huset. Han er et stort familiemennesker, der holder af sine nærmeste og ikke mindst de 8 børnebørn.
Henri.

Turene gik også til Fyn, fortæller Hans, som her holder ved Rosengårdscentret i Odense.
Se også