Christiansfeld fejrer Håndværkets Dag
Besøgende kan se frem til 40 håndværkere, 4 foredrag, 5 workshops, 4 udstillinger og 1 dukketeater i Søstrehuset og i gården på lørdag.
På lørdag den 16. september fra kl. 10.00-16.00 er der igen mulighed for at opleve Håndværkets Dag i Søstrehusets gård, have og inde i huset.
Christiansfeld er bl.a. kendt for at være bygget af gode håndværkere. Byen har siden grundlæggelsen i 1773 haft tradition for det gode håndværk. Og netop det gode traditionelle håndværk bliver hyldet, når Håndværkets Dag for 12. år i træk bliver holdt. Hele herligheden åbner kl. 10 i Søstrehusets gård med musik ved Brødremenighedens Basunkor.
Håndværkerne viser, hvad de kan
På Håndværkets Dag i Christiansfeld kan børn og voksne opleve specielle håndværkere, som demonstrerer og fortæller om deres færdigheder.
Man kan møde en gørtler, en hjulmager, en træ-drejer, en væver, en keramiker og mange flere.
Ude i byen holder Kakkelovnshuset åbent hus, hvor ovnsætterne Hans og Dominika Schmidt viser og fortæller om Christiansfelderkakkelovnene.
Børn kan selv prøve
I år er der særlige og nye ting, som børn og voksne kan prøve. Hele fem forskellige workshops har Christiansfeld Centret under Museum Kolding arrangeret, hvor man kan prøve håndværk og hygge sig lidt.
Det gælder fx rebslagning. På Håndværkets Dag kan du lave dit eget reb.
Også trædrejning kan man prøve. Men når man skal dreje i træ, er det vigtigt, at man holder tungen lige i munden, mens maskinen kører og drejer smukke former af træ.
Alle kan også prøve at save og hamre. Og slå hovedet på sømmet hos tømrermester Anders Christensen.
Børn kan lære at snitte skeer og figurer i træ sammen med Snitte-Mads.
Og selvfølgelig kan man også prøve at pynte sit eget honninghjerte, inden man spiser det.
Tre gange i løbet af dagen kan børn med deres voksne gå til den sjove og søde forestilling med løven Lumba, som man slet ikke skal være bange for.