Unødvendigt med flere hjertestartere

Forslag om flere hjertestartere på afdelingsmøde for Alfabos afdeling for Christiansfeld-området. Men der er i forvejen mange.

På afdelingsmødet i Alfabo (tidl. Tystrup Andels Boligforening) mandag d. 28. august 2023 blev det foreslået at opsætte hjertestartere i alle Alfabos afdelinger.

Mødet blev holdt på Brødremenighedens Hotel med ca. 80 fremmødte.

Et af punkterne på dagsordenen var et indkommet forslag om at sætte hjertestartere op i alle Alfabo afdelinger i hele Christiansfeld området.

Skulle man gøre det, ville det betyde 7-8 stk. à ca. 50.000 kr plus årlig vedligeholdelse, som kan løbe op til ca. 5.000 kr.

Der er nemlig afdelinger af Alfabo (tidl. TAB) i Hejls, Sjølund, Taps, Stepping og i Christiansfeld by.

– Det er både en dyr investering og dyrt i vedligehold, da de skal serviceres hvert år, siger bestyrelsesmedlem Jan Nielsen.

– Vi i bestyrelsen for Alfabo / TAB undersøgte derfor, om der i forvejen er tilgængelige hjertestartere i Christiansfeld. Det er der. Alene i Christiansfeld by er der 8 stk. opsat.

Dertil kommer en hel del hjerteløbere, så vi er ganske godt dækket ind i vor lille Unesco-by.
Så bestyrelsen har bestemt, at vi undlader at opsætte flere, da der er en pæn fordeling i byen, siger Jan Nielsen. Han har opfordret Christiansfeld Avis til at bringe en oversigt over, hvor hjertestarterne findes. For som Jan Nielsen siger:

– Der sidder garanteret i hundredvis af borgere, der ikke ved, hvor den nærmeste hjertestarter hænger.

Men nu kan man altså se, hvor hjertestarterne finde i Christiansfeld.

Vil man se, hvor de findes i lokalområdet i øvrigt, kan man gå til hjemmesiden:

hjertestarter.dk.

Se også