Thorkild Jørgensen drejer unikke lampe- skærme i træ

Thorkild Jørgensen, Christiansfeld, er så vidt vides den eneste i Danmark, der fremstiller millimetertynde lampeskærme af træ, som lyset skinner igennem. Han har udstillet på Koldinghus og Trapholt..

Thorkild Jørgensen med et stykke træ, som han er begyndt at arbejde med.

Det var en gammel drøm, der gik i opfyldelse, da Thorkild Jørgensen købte en drejebænk på ”Håndværkets Dag” i Christiansfeld for 9 år siden.

– Jeg havde altid haft lyst til at dreje i træ, og så aftalte jeg med en trædrejer fra Fjelstrup at købe hans drejebænk og alt hans værktøj. Senere har jeg købt en bedre drejebænk. For jeg kom til at gå mere op i det, end jeg havde troet, indrømmer Thorkild.

Han er da også oprindelig uddannet som tømrer. Og duften af træ og harpiks kan han ikke stå for. Thorkild Jørgensen kom oprindeligt til Christiansfeld, fordi han fik arbejde i værkstedet på det daværende Blå Kors behandlingshjem, som lå i Kongensgade.

Senere tog han en anden uddannelse og arbejdede som parterapeut og psykoterapeut ind i pensionsalderen.

Og så fik han den specielle hobby som trædrejer.

Tre lampeskærme i piletræ. Og en skulptur fremstillet af svampeangrebet mørkt rød el.

Prøv noget nyt

– I starten drejede jeg skåle og fade, ligesom alle andre trædrejere. Men for 4-5 år siden mødte jeg en meget dygtig trædrejer på Færøerne, som drejede lysgennemtrængelige lampeskærme. Jeg blev duperet. Han blev min læremester, for jeg ville også kunne dreje tynde lampeskærme. Jeg fandt ud af, at det skulle være lyst træ, som kastanje, ahorn, ask, pil og poppel. For lyset har sværere ved at trænge igennem de mørkere træarter, som fx rød-el og elm.

For at lyset skinner igennem årene, skal træet drejes meget tyndt – og så er det jo, at det kan gå galt. Det sker også for mig. Men det er den måde, man lærer det på. Det kræver stor tålmodighed, træning, en rolig hånd, evne til at holde vejret samt et roligt gemyt.

Lang proces

– Hvordan er arbejdsprocessen?

– Ja først finder jeg noget træ, som jeg tror kan bruges. Da træet bestemmer formen og strukturerne, kan jeg aldrig på forhånd sige præcist, hvordan lampeskærmen bliver.
Men jeg tager en runddel vådt træ med hjem og fordrejer den til en tykkelse på ca. 2½ cm
Først skal den tørres – og det skal gå langsomt, så den ikke revner. Så den får lov at ligge i et skur.

Senere tager jeg den ind i min garage. Først ligger den nede ved gulvet, så kommer den højere op og ender oppe ved loftet, hvor der er mest varmt og tørt.

Derefter tager jeg den ind under skrivebordet for at den kan blive møbeltør. Så drejer jeg den igen. Måske er den blevet skæv under tørringen og skal balanceres igen.

Så drejer jeg den først helt færdig indvendig, sætter lys på den indvendige side, så jeg kan se tykkelsen, og drejer den færdig udvendigt. Og til sidst pudser jeg den helt ned til én millimeters tykkelse, fortæller Thorkild om sin hobby.

Udover udstillinger på bl.a. Koldinghus kan man se lampeskærmene ophængt hjemme hos Thorkild og Mette på Haderslevvej 51 i Christiansfeld, hvis man ringer i forvejen. I øvrigt har han en mindre permanent udstilling i Café Morgenstjernen.

Og endelig kan se mere og finde kontaktoplysninger på hjemmesiden:
tnj-trædrejer.dk.

Lampeskærmene er unikke. Der findes med garanti kun én af hver.

Se også