På vandring langs den gamle landegrænse
STEPPING/FRØRUP: På søndag – den 30. maj – bydes på en spændende vandring, hvor den gamle landegrænse mellem Danmark og Tyskland sættes i centrum. Undervejs vil der blive fortalt og vist billeder om folk og livet omkring grænsen.
Bag vandringen står aktivitetsudvalget ved Stepping og Frørup Menighedsråd, og som fortællere undervejs stiller fætrene Otto Geerthsen og Jørgen Geerthsen, som begge er opvokset ved den gamle grænse, sig til rådighed med sin viden. Det samme gør Kirsten Lauridsen, August Juhler og Jens Chr. Ravn:
– Vi starter vandringen klokken 9 ved Frørup Kirke. Her kan der inde i kirken høres udvalgt musik, og Jens Chr. Ravn vil fortælle om kirkens betydning i tiden, hvor både Stepping og Frørup var underlagt tysk overherredømme, fortæller Lone A. Schmidt fra aktivitetsudvalget til avisen.
Som nok rigtigt mange bekendt blev Sønderjylland, efter vores nederlag til tyskerne ved Dybbøl i 1864, til Nordslesvig, og landegrænsen mellem Danmark og Tyskland blev trukket lige nord for Frørup og Stepping med overgange i Højrup og Brænøre. Og sådan var det i 56 år frem til genforeningen i 1920. Det var en tid, som trak mange spor efter sig:
– Fra kirken går vi til den gamle grænseovergang på Frørupvej ved Brænøre. Her står de gamle grænsehuse endnu. Et hus på hver side af grænsen. Og herfra går vandringen videre frem til Otto og Jørgen Geerthsens fødehjem, som lå på den danske side af grænsen. Her vil der blive fortalt og fremvist en lille udstilling om grænsen. Brødrenes bedstefar var dansk grænsegendarm, fortæller Lone A. Schmidt videre.
Derfra går turen videre ad den gamle gendarmsti til en udkigspost, hvorfra gendarmerne kunne spotte eventuelle grænseoverløbere – som den tids flygtninge kaldtes – og det fortælles, at det især var dansksindede sønderjyder, som var trætte af at bo i det, der dengang var Tyskland, som jo var i krig fra 1914 – 1918.
Turen er på cirka seks kilometer, og undervejs bydes der på drikkevarer og rundstykker.
– Vi slutter vandringen, som vi kalder for grænsevandring, ved genforeningsstenen i Frørup. Og det sker for på denne måde – her på egnen – at markere genforeningen for 100 år siden, hvor området igen blev dansk, slutter Lone A. Schmidt fra aktivitetsudvalget ved Stepping-Frørup Menighedsråd.
(Se også annoncen her i avisen på side 2).