Miss Diva E får nu også smykke-forretning
Evy Nielsen griber chancen, efter at guldsmed Mette Nielsen lukkede.
Evy Nadja Bormann Nielsen, som driver skønhedssalonen Miss Diva E i Kongensgade, Christiansfeld, vil nu også tilbyde guld- og sølvsmykker samt ferskvandsperler.
– Det er fra Grundled, et dansk smykke-design fra Aarhus, som har eksisteret siden 2015. Det er smykker, som er enkle og elegante, og de kan bruges af alle aldre. Og priserne ligger også i den overkommelige ende fra 199-399 kr, fortæller Evy Nielsen.
Hun har drevet butikken Miss Diva E siden december 2022. Den tilbyder make-up, hudpleje og neglepleje m.m. Evy Nielsen startede med en forretning i baghuset til den nuværende butik i 2013. Så flyttede hun til Haderslev i 2014 og drev butik der i en del år, før hun vendte tilbage til Christiansfeld. Privat har hun boet på Birkevej i Christiansfeld i 11 år.
– Jeg har længe tænkt på at udvide min butik, da jeg har et stort baglokale, som fx kan benyttes til events, til kvindeaftener og temaaftener. Og da der ikke længere er en guldsmedebutik i byen, fik jeg den idé, at udvide med smykker i guld og sølv, samt ferskvandsperler, fortæller Evy.
– Jeg har været på messe i starten af februar og snakket med en masse mennesker. Jeg har talt med flere danske smykkefirmaer, men nu begynder jeg med Grundled, og så tager vi de andre hen ad vejen, siger Evy, der glæder sig til at komme igang allerede fra på onsdag.
– I det kvindeunivers, jeg er ved at skabe, vil kunderne både kunne få behandling i klinikken og kunne købe venindegaver eller bare en gave til sig selv. . Og nu er der jo også snart konfirmation. Jeg kommer også til at have en kabine med spray-tanning ude bagved. Og jeg vil også tage nogle kimonoer ind fra det ene af smykkefirmaerne. Så der er flere muligheder.