Socialdemokratisk top-politiker besøgte lokal BDM-genbrug
Mandag havde Brødremenighedens Danske Mission besøg af Socialdemokratiets udenrigsordfører, Jesper Petersen, der også har været minister.
Bag besøget stod Center for Kirkeligt Udviklingsarbejde (CKU). Herfra ønsker man at styrke politikernes forståelse for de særlige fordele, der er ved at arbejde igennem og med kirker og kirkelige organisationer i udviklingsarbejde. En af fordelene er den lokale forankring, som kirkerne har i ulandene og blandt støtterne i Danmark.
Et godt eksempel
– Vi synes, at Brødremenighedens Danske Mission i Christiansfeld er et godt eksempel på et langvarigt missions- og udviklingssamarbejde, siger Mette Høyer Eriksen, der er kommunikationskonsulent i CKU.
Gæsterne blev modtaget i kirken af pastor Jørgen Bøytler fra Brødremenigheden. Han præsenterede kort, hvordan byen var opstået.
Herefter spiste gæsterne rundstykker i Søstrehuset, hvor generalsekretær Arngeir Langås fortalte om Brødremenighedens Danske Missions (BDM) arbejde i Tanzania, DR Congo, Burundi, Rwanda og Albanien. Desuden fortalte en ung volontør, Celia Skov Skjerning, om sine positive oplevelser.
Janna Rabjerg Barrit, BDM, gennemgik de projekter, som BDM får offentlig støtte til gennem CISU- og CKU-projekter.
Genbrug gavner
Efter en let frokost fortsatte Jesper Petersen og de øvrige gæster til Shop Karibu. Her fortalte Mary Jensen om, hvordan de frivilliges engagement giver mening.
Hun fortalte bl.a. om, at salget af den specielle christiansfelder-stjerne hvert år giver et stort overskud til kirkeligt udviklingsarbejde.
Gæsterne var herefter på besøg i BDMs nye store genbrugsbutik ved siden af 365discount butikken.
Her var det især Jørn Bork fra genbrugsbutikkens frivillige, der viste rundt.
Jesper Petersen var oprindeligt valgt for SF i Sønderjylland, men skiftede til Socialdemokratiet, hvor han har haft flere topposter og har været uddannelses- og forskningsminister. Han er født i Vojens og uddannet i Haderslev.