Sådan kommer Danægs nye domicil til at se ud
Danæg får en flot tilbygning til den nuværende fabriksbygning i industrikvarteret ved Allervej, når byggeriet af den nye administrationsbygning står færdig om et års tid.
Placeringen bliver umiddelbart overfor den nuværende administrationsbygning på Danægvej.
– Vi har oplevet betydelig vækst de seneste år, og derfor er vi vokset ud af vore nuværende lokaler. Den nye administrationsbygning vil rumme både administrationen for ægpakkeriet Danæg A/S og koncernen Danæg Holding, oplyser Aase Mortensen, som er Marketing- og innovationschef.
– Vi forventer at kunne flytte ind i maj 2025. Vi bygger 1500 m2 med plads til 60 administrative medarbejder (pt. er vi 45 administrative medarbejdere), fortæller hun.
– De eksisterende kontorfaciliteter vil bl.a. blive omdannet til lager- og produktionsområder, hvilket giver mulighed for at forbedre logistikken og imødekomme den stigende efterspørgsel efter æg og æg-produkter. Denne omstrukturering er en del af Danægs strategi for at sikre, at vi fortsat kan levere høj kvalitet til kunder og samarbejdspartnere, forklarer Aase Mortensen.
Danæg har haft base i Christiansfeld siden 1982 og har nydt godt af det lokale fællesskab og den solide støtte fra byen. Derfor er det naturligt at fortsætte udviklingen her.
For byggeriet står entreprenør Daugaard Pedersen.