Årsmøde i Vamdrup Byforum

Frivilligt arbejde har stor betydning for de danske lokalsamfund – også for den fortsatte udvikling af Vamdrup, siger Katja Hartmann fra Vamdrup Byforum.

-Vamdrup Byforum blev etableret i forbindelse med kommunesammenlægningen i 2007. Byforums formål er at medvirke til udvikling af det lokale samarbejde og sammenhold, at fremme lokalområdets udvikling og at varetage Vamdrups interesser og visioner i samarbejde med myndigheder og politikere. For at kunne lykkedes med dette har vi brug for styrken i fællesskabet, fortæller Katja Hartman.

-I hjertet af ethvert samfund ligger frivilligheden som en kærkommen kraft. Også i Byforum har vi brug for frivilligheden til at udvikle Vamdrup i en positiv retning. Kolding Kommune anser Byforum som en samarbejdspartner og et talerør for borgerne i Vamdrup.

Årsmøde den 29. maj

I forbindelse med årsmødet den 29. maj kommer formanden Katja Hartmann med en opfordring til borgerne:

-Vi har brug for dig for at sikre, at Byforum repræsenterer borgerne i Vamdrup og opfylder vores formål. På årsmødet vil vi afholde valg, hvor DU har mulighed for at stille op. Hvis du er interesseret i at bidrage til Byforums arbejde opfordrer vi dig til at deltage på årsmødet. Følg gerne Vamdrup Byforum på Facebook, her kan du også se opslag om hvad vi har arbejdet med i 2023. Vi har fx udvidet hundelunden ved Margrethelund, udskiftet fuglekiggertårnet ved Bønstrup sø og etableret gavlmaleri på gavlen af brandstationen. Har du spørgsmål til vores arbejde er du velkommen til at kontakte et bestyrelsesmedlem, fx kan jeg kontaktes på tlf. 40 96 45 13, oplyser formand Katja Hartvig.
Udover afvikling af valg vil bestyrelsen på årsmødet aflægge beretning. Her vil vi fortælle om hvad vi har arbejdet med i 2023 samt igangværende projekter i 2024. Bestyrelsen har desuden en række forslag til ændringer af de eksisterende vedtægter. Kom derfor og vær med til at bestemme hvordan Byforum fremover skal arbejde.

Borgmesteren kommer til årsmødet

Borgmester Knud Erik Langhoff deltager i årsmødet. Han er blevet bedt om at komme med sine betragtninger på Vamdrups udvikling de sidste 15 år og for fremtiden. I den sammenhæng har bestyrelsen bedt Knud Erik Langhoff om at komme med hans tanker omkring, hvorfor det er gået, som det er i Vamdrup.

-Derudover vil vi gerne høre hvad borgerne, foreningerne og kommunen kan gøre for at bremse, understøtte og henholdsvis ændre en udvikling/tendens. Hvordan kan vi understøtte byens positive udvikling og bremse en eventuel negativ udvikling, siger Katja Hartmann.
-Vi ser frem til at møde jer alle på årsmødet som afholdes onsdag den 29. maj 2024 kl. 18.30 i Vores Hus.
Byforum vil være vært ved kaffe/te og lagkage.

Se også