Hestevogne gennem byen på søndag
På søndag den 2. juni omkring kl. 10.30 vil man kunne se et optog af gamle hestevogne køre gennem Christiansfeld. Der vil være vogne med både en, to og fire heste foran.
Det fortæller den 88-årige Andreas Brøchner fra Hjerndrup. Det er foreningen Slesvigske Køreselskab, der besøger Andreas, som er æresmedlem af foreningen.
Turen går fra Andreas Brøchners adresse, Lillegårdsvej 3, gennem Christiansfeld, hvor man kører ad Kongensgade, men også tager et par andre gader, og derefter fortsætter til Tyrstrup Kro, hvor man får et lille traktement af kromand Torben Schulz, før heste og vogne kører gennem byen endnu engang.
Senere på dagen er der middag for foreningens medlemmer hos Andreas med mad sponsoreret af Tyrstrup Kro.
Andreas har de sidste 30 år kørt turister rundt i Christiansfeld i juli måned ved de fire onsdagsmarkeder. Pga. coronaen har der ikke været kørsel de sidste par år.
Så har man lyst til at opleve en tid, hvor transport var mindre hektisk, er der mulighed for dette på søndag, hvor Andreas forventer, at der vil være mellem 8 – 12 deltagere – herunder en Victoriavogn med kaleche, en slagtervogn, en Chabang hestevogn (hvor man går op bagfra og sidder på tværs) og en Fuglsang-ølvogn, hvor der muligvis vil være et firespand af heste foran.
Andreas Brøchner deltager selv med to heste.
Tidligere var han meget aktiv i Slesvigske Vognsamling ved Tørning Mølle sammen med en halv snes frivillige, som lavede polster og hjul. Det var pensionerede håndværkere, skolelærere og alle, der havde lyst til at beskæftige sig med det gamle transportmiddel.
Men samlingen lukkede for et par år siden.
Slesvigske Vognsamling var ellers Nordeuropas største vognsamling. Dermed måtte 50 bevaringsværdige vogne, som udgjorde grundstenen i Slesvigske Vognsamling, tilbage til Museum Sønderjylland, og vognsamlingen mistede sit grundlag. Men de tilknyttede værksteder, deriblandt bevaringsværkstedet, fortsatte som Schaumanns bevaringsværksted under kulturhuset Bispen. De frivillige får derfor lov til at arbejde videre.
For Andreas og de andre kuske var det dog forbi på Slesvigske Vognsamling.
Men han kan stadig glæde sig med de andre hestevogns-interesserede i Slesvigsk Køreselskab.
Og vi andre kan glædes over synet af de gamle vogne.