Det danske flag er over 800 år og det ældste flag i verden
Dannebrog, det danske flag, er anerkendt som det ældste kontinuerligt anvendte nationalflag i verden.
I 1219 havde den danske kong Valdemar foruden sin hær medbragt en række gejstlige til Estland i et forsøg på at gøre landets indbyggere kristne. Blandt de gejstlige var ærkebiskop Anders Sunesen.
Sagnet lyder, at danskerne blev overrumlet af esterne, og Anders Sunesen bad til Gud for hjælp. Da den danske hær syntes på nippet til at have tabt slaget, sænkede ærkebiskoppen sine hænder fra sin bøn, og da faldt Dannebrog ned fra himlen. Dette medførte en dansk sejr, og Dannebrog fik sit navn som danernes fane.
Korsriddere
En senere forklaring på legenden lyder, at Dannebrog fløj hen til den danske lejr fra de tyske Johanniterriddere, der ligeledes deltog i slaget i Estland, og som bar en rød fane med et hvidt kors.
Samtidige historikere fra 1200-tallet fortæller om slaget i Estland, og i 1300-tallet findes de første afbildninger af Dannebrog.
Dannebrogs fald fra himlen er blevet foreviget i kunsten og litteraturen. Muligvis hang det faktiske flag fra slaget i Slesvig Domkirke indtil 1660.
Et samlingspunkt
I 1800-tallet fik flaget en ny værdi som et nationalt samlingspunkt, da det repræsenterede kampen for fædrelandet og den kristne tro. Under Christian 10. (1912-1947) blev Valdemarsdag en national mærkedag, der blev fejret landet over og var en skolefridag.
I vores tid bruges flaget ofte ved landskampe i fodbold og håndbold. Eller når danske cykelhelte kæmper i Tour de France.
Valdemarsdag
Dannebrogs-Samfundet blev stiftet i 1908 og holder en landsindsamling hvert år den 15. juni på Valdemarsdag for at skaffe penge til faner. Kong Christian X gav i 1912 Dannebrogs-Samfundet tilladelse til at sælge det lille Valdemarsflag. I dag sælges der også mange små metal-pins til at stikke i reverset eller kjolen.
Hans Kongelige Højhed Prins Joachim er nu protektor for Dannebrogs-Samfundet.