Asger kom til gården i Jordrup som 20-årig
Når Asger Christensen ikke sidder nede i Europa-Parlamentet, driver han Nørupgaard i Jordrup ved Kolding sammen med sin søn Peter. De har 650 malkekøer.
– Jeg kom til gården som ung landmand, da jeg var 20 år i 1978 og blev derefter gift med Inge, som var datter på gården. Vi har siden sammen fået fire børn og syv børnebørn, som jeg nyder at bruge min tid med, fortæller Asger.
Som landmand og medlem af Europa-Parlamentet kæmper han for at sætte et dansk aftryk på den europæiske landbrugs- og miljøpolitik.
EU føles langt væk
– EU kan ofte føles langt væk. Netop derfor er min mission at bringe EU i øjenhøjde. Med fødderne plantet solidt i den jyske muld arbejder jeg hver dag for at sikre mere fornuft og færre regler, siger han.
– Alt for mange erhvervsdrivende bøvler med unødvendigt bureaukrati, som begrænser væksten og lysten til at drive virksomhed. I stedet for at kvæle initiativet og virkelysten med bureaukrati skal vi i EU hjælpe erhvervslivet med at blomstre, siger han.
Som medlem af Europa-Parlamentet har Asger bl.a. været med til at få tilladt nye planteforædlingsmetoder, som gør, at der kan produceres flere afgrøder med et langt mindre klimaaftryk.
– Jeg har også sørget for, at vi nu revurderer fredningen af ulve, skarver og sæler, hvor især ulvene er et problem for vores husdyr, fortæller han. Han har også arbejdet hårdt, for at Brexit-kompensationen blev udbetalt til de danske fiskere, hvilket lykkedes i 2023.