Svar til Knud Erik Langhoff: – Du hører ikke efter

Søren Rasmussen

Svar til: Borgmester til Søren Rasmussen: – Fej for din egen dør først!

Kære Knud Erik Langhoff

– Et af dine mange problemer er, at du hverken lytter til eller læser, hvad andre siger og skriver. Det er baggrunden for de mange forkerte beslutninger, du er med i. Med store negative konsekvenser for vores kommune og indbyggerne.

Du skriver i et svar til mig om, at du mener, der i dag mangler plejehjemspladser. Det gør der ikke. Vi kan godt overholde plejehjemsgarantien, som Folketinget har fastsat til to måneder.

Det, jeg skrev om, var, at der mangler sagsbehandlere, således at bl.a. de mennesker, der har behov for en plejehjemsplads, skal vente alt for lang tid på at blive visiteret til en plads. Det og ventetiden på en række andre former for hjælp kan løses med en lille økonomisk bevillig, men Socialdemokratiet og SF slog bremserne i og afviste purre at hjælpe. Det er da ikke vanskeligt at forstå.

For læseren kan det virke underligt, at du og dit flertal har sparet på og ødelagt rigtig meget på både social-, ældre- og børneområderne, men alligevel har planlagt to plejehjem.

Men forklaringen er den enkle, at en kommune, der ikke overholder plejehjemsgarantien, pålægges heftige bøder af staten, og det derfor er bydende nødvendigt at opføre nye plejehjem.

Så dejligt, at et enigt Byråd – inkl. Dansk Folkeparti – har stemt for de nye plejehjem, men der er ingen grund til at lade, som om du interesserer dig det mindste for vore ældre medborgeres ve og vel. For alle dine handlinger viser det modsatte.

Søren Rasmussen
Formand for Senior-
udvalget i Kolding
Kommune.
Primulavej 7
6000 Kolding

Se også