Freddy skifter til Venstre
Byrådsmedlem Freddy Christensen, Vamdrup, som i mange år har repræsenteret Konservative i Kolding Byråd, har besluttet at skifte til Venstre.
Freddy Christensen har meddelt sin byrådsgruppe, at han ikke længere er en del af det konservative trekløver, som lige nu sidder i Kolding Byråd. Udover borgmester Knud Erik Langhoff består gruppen også af Gitte Grønbæk, Jordrup. Venstres byrådsgruppe vokser tilsvarende fra 9 til 10 byrådsmedlemmer.
Beslutningen kommer kun få dage efter, at et flertal af Venstre, Socialdemokratiet, SF og DF besluttede at lave et forlig udenom borgmesteren. Men Freddy Christensen siger, at tanken har været undervejs et stykke tid, og det har været en svær beslutning. Han er dog ikke i tvivl om, at det er det rigtige:
– Venstre er en stor gruppe, hvor man spiller sammen for Koldings skyld, og hvor der er en tydelig leder, som vil noget for Kolding, siger Freddy Christensen. Han driver Vamdrup Biler på Industrivej 14 i Vamdrup.
– Jeg vil gerne gøre en forskel for de vælgere, jeg repræsenterer. Som jeg ser det, er muligheden for indflydelse og for at tage initiativer og skabe handling bag ordene størst med et skifte til Venstre. Det tror jeg også på vil være gældende efter det kommende kommunalvalg, konstaterer Freddy Christensen.
Venstres gruppeformand og borgmesterkandidat, Jakob Ville, byder Freddy Christensen velkommen:
– Vi har altid haft et godt samarbejde med Freddy, og jeg er sikker på, at det vil fortsætte, når han bliver en del af Venstre. Jeg ser frem til et endnu tættere samarbejde og til at hans kompetencer og erfaring kommer i spil hos os, siger Jakob Ville.