’Børnefællesskaberne’ boostes i budget-25
Budget 2025 betyder en forskel for børn og unge i Kolding Kommunes dagtilbud og skoler. Det er formandskabet i udvalget Børn og Uddannelse, Hans Holmer (SF) og Tobias Jørgensen (V), enige om.
”Med midler til inkluderende læringsmiljøer i skolerne og til børnefællesskaber i dagtilbud og dagplejen understøtter vi en udvikling, der er helt nødvendig,” siger udvalgsformand Hans Holmer.
”Flere og flere børn har særlige behov, og vi ved, at det er afgørende for børns trivsel, udvikling og læring, at de indgår i fællesskaber med andre børn. Derfor er det helt afgørende for os i Børn og Uddannelse, at vores skoler og dagtilbud hele tiden bliver dygtigere til at lykkes med alle de børn, vi har. Det er en langsigtet proces, som vi allerede er godt i gang med, og som budgetmidlerne booster.”
Hovedparten af midlerne anvendes til flere voksne, som skal bidrage til at skabe gode læringsmiljøer til børnene og de unge.
Nulstilling af omstillingsmål
Budgetaftalen for 2025 nulstiller også de såkaldte omstillingsmål på alle udvalgets fagområder.
”Det har kolossal stor betydning, at vi undgår omstillingsmålene i år,” mener næstformand i udvalget Tobias Jørgensen (V).
”Ved at fjerne omstillingsmålene giver vi de bedste betingelser for, at de tilførte midler virkelig kan gøre en forskel.”
Penge til bygningerne
Kolding Kommunes dagtilbud og skoler får en hjælpende hånd til mere tidssvarende bygninger, så der f.eks. løbende kan laves de nødvendige, mindre tilpasninger, og så indretningen kan blive mere tidssvarende. Det er midler, som skal hjælpe med fysiske faciliteter, der modsvarer moderne pædagogik.
”Vi har både skoler og dagtilbud, der trænger til et løft rent fysisk. Med anlægsmidlerne har vi taget hul på den proces,” fortæller Tobias Jørgensen.
Besparelser på dagtilbudsområdet
Budgettet indeholder dog også en række besparelser, som er fundet ved strukturelle analyser henover foråret 2024.
Besparelserne falder især på dagtilbudsområdet, hvor nogle institutioner fusioneres og får fælles ledelse, og en enkelt daginstitution i samme ombæring flyttes. Yderligere reduceres dagplejens gæstehuse, og der spares på dagplejen generelt med baggrund i et faldende antal børn i dagplejen.
Udgiftspres
Familieområdet tilføres 9 mio. kr., som skal dække udgiftspresset samt midler til mindre anlægsopgaver på døgninstitutionen Tinghøj og aflastningsstedet Toppen.
”Budgettet bidrager til at give noget ro på familieområdet,” mener Hans Holmer.
”Det har stor betydning, at der tilføres midler, så udgiftspresset på f.eks. aflastning ikke sætter det samlede område under pres. Og så er vi glade for, at der er afsat midler til Tinghøj og Toppen. Børnene og de unge bor jo på Tinghøj, det er deres hjem, og det er så vigtigt, at vi også kan tilbyde dem hjemlige forhold. Det bidrager budgetmidlerne til,” siger Holmer.
Fakta
Skoleområdet tilføres:
15 mio. kr. til inkluderende læringsmiljøer (fra skoleåret 2025/26)
0.3 mio. kr. til udvidelse af Transportpuljen
10 mio. kr. til optimering af bygningsmassen.
Dagtilbud tilføres:
5 mio. kr. til stærke børnefællesskaber
5 mio. kr. til optimering af bygningsmassen.
Familieområdet tilføres:
9 mio. kr. til håndtering af udgiftspres
1,66 mio. kr. til anlæg.
På alle tre områder ophæves omstillingsmålene.
Kirsten/Henri.