Målrettet indsats mod indbrud har ført til anholdelse
POLITI: Sydøstjyllands Politi anholdte natten til fredag en 41-årig mand i Kolding. Anholdelsen er et resultat af en målrettet indsats mod indbrudskriminalitet.
Det skriver Sydøstjyllands Politi. Indsatsen er iværksat med baggrund i de seneste måneders mange anmeldelser om indbrud netop i private hjem i Kolding Kommune.
Den ”målrettede indsats” går ud på, at alle indbrud undersøges grundigt med henblik på at finde spor og sammenhænge. Der bliver bl.a. analyseret på, hvor og hvornår indbruddene bliver begået for at kunne identificere mønstre eller særligt udsatte områder.
Der foretages også øget patruljering i de områder, hvor det politimæssigt giver mening. Der bliver lavet politifaglige indsatser, der har fokus på opklaring og forebyggelse af netop indbrud i private hjem, lyder det fra politiet:
– Vi arbejder for at skabe tryghed i lokalsamfundet, og vi fortsætter med at prioritere bekæmpelsen af indbrud højt. I den forbindelse er borgernes hjælp et stort bidrag. Vi opfordrer derfor alle til at være ekstra opmærksomme og kontakte politiet på telefon 114, hvis der observeres mistænkelige biler, personer eller hændelser, siger vicepolitiinspektør Torben Simonsen fra Sydøstjyllands Politi, som dækker vores lokalområde.
Gode råd
Politiet giver gode råd til, hvordan du selv kan bidrage til at sikre dit hjem mod indbrud:
Luk og lås alle døre og vinduer, når du forlader hjemmet.
Brug udendørsbelysning med sensor og overvågning for at forskrække ubudne gæster.
Lav aftaler med naboerne om at holde øje med hinandens hjem.
/seb