Så fik Ødis sin søpavillon
Indvielsen fandt sted søndag eftermiddag i overværelse af mange borgere og byrådspolitikere.
ØDIS: Søndag eftermiddag var rigtigt mange lokale borgere mødt op ved Ødis Sø. Årsag: Der var indvielse af den længe ventede Ødis Søpavillon. Projektet har været undervejs i seks år.
– Vi har glædet os til denne dag i sindssygt lang tid. Både fordi det har været en ufattelig arbejdsindsats, der har været lagt i det, og så har det bare varet over så mange år med mange forskellige problemstillinger. Men nu er søpavillonen her endelig. Og vi ser uanede muligheder for at bruge den, fortæller Rune Kjær Hansen til Kolding Netavis.
Han anser Ødis Søpavillon som et nyt lokalt samlingssted, som markerer sammenhold og viser, hvad man er i stand til at gøre i et lokalt samfund ved frivillige kræfter:
– Vores forventning er, at pavillonen bliver et sted, som institutionerne i både skole, børnehave og SFO vil bruge. Vi forventer, at der også vil være nogle selskaber, der vil kunne bruge stedet, siger Rune Kjær Hansen videre til net-avisen.
Ved indvielsen lød der også en særlig hyldest til den mangeårige formand og medlem af bestyrelsen for lokalrådet, Jens Søgaard Jørgensen, som havde været med gennem hele processen med at skaffe området det nye samlingssted.
Efter talerne – og den formelle indvielse – blev der budt på bobler og anden drikkelse samt underholdning.
Ødis Søpavillon har kostet fem millioner kroner og er blevet til ved hjælp af blandt andet fondsmidler og positiv opbakning fra Kolding Kommune.
Ved indvielsen i søndags var der foruden Rune Kjær Hansen også taler af blandt andre borgmester Knud Erik Langhoff.
Da den røde snor blev klippet, sås endvidere repræsenter for Lokalrådet for Ødis Bramdrup, Ødis og Fovslet og byrådsmedlemmerne Tobias Jørgensen (V), Jakob Ville (V) og Molle Lykke Nielsen (DF).
/seb