Uenighed om specialskolerne
Det var en stor sejr og glæde, da forældrene på specialskolerne Ådalsskolen og Karen Blixen Skolen vandt kampen mod de tåbelige forslag om lukning/sammenlægning. Men glæden blev kort. Et stort flertal i Byrådet er optaget af den såkaldte ”Lillehammer-model”, hvor man har lukket alle specialskoler. Så nu skal det ikke ske lige nu, men på længere sigt. Det vil jeg og Dansk Folkeparti arbejde imod, alt hvad vi kan.
I Børne- og Uddannelsesudvalget har vi haft årets sidste møde. På dagsordenen var bl.a. ”Revidering af den sammenhængende børne- og ungepolitik”. Her forslog jeg naturligvis ændringer til forslaget. Jeg ville gerne have tilføjet, at Kolding Kommune skal: ”Bevare og udvikle vore specialskoler” og at ”De børn, der ikke er aldersvarende udviklet, tages der særlige hensyn til, og specialskolerne til disse børn skal styrkes og udvikles, så de kan give børnene den bedst muligt skolegang og forudsætninger for at klare sig bedst muligt i livet.” Samt: ”Tilbyde gode specialtilbud til de børn, der ikke er aldersmæssigt udviklet.” Det blev blank afvist. Sagen kommer i Byrådet, så der kan jeg også argumentere for sagen, men det er desværre nok igen for døve øren.
Jeg mener, det ville være naturligt, at hele Byrådet var stolte af de fantastiske specialskoler, vi har, og de resultater, de opnår. De er af uvurderlig stor værdi for både børnene og deres familier. For børnene er specialskolerne helt afgørende for både deres barn- og ungdom, men også for hvordan de klarer sig hele resten af deres liv.
Søren Rasmussen
Medlem af Børne- og uddannelsesudvalget
Dansk Folkeparti
Primulavej 7
6000 Kolding