Asger Christensen: Tættere på en sejr over ulven
Jordrup-politikeren tror fortsat på, at det lykkes at ændre EU-fredningen af ulvene.
– Vi er kommet et skridt tættere på sejren over ulven, siger Asger Christensen, Jordrup, som er medlem af Europa-Parlamentet for Venstre.
– Det troede jeg sådan set også, at vi var, da vi for to år siden i Europa-Parlamentet stemte FOR at ændre ulvens beskyttelsesstatus fra ”strengt beskyttet” til ”beskyttet” under EU’s Habitatdirektiv, indrømmer Asger Christensen.
– Men det viste sig, at det krævende en ændring i Bern-konventionen, før vi kunne komme i mål. Derfor er det helt fantastisk, at det er lykkedes os at få ændret Bern-konventionen, så vi nu er tættere på en ændring af den EU-lovgivning, der totalfreder ulven.
23.000 ulve
Der er i dag omkring 23.000 ulve i Europa – en stigning på mere end 23 gange siden 1992, hvor ulven blev totalfredet.
– Det er helt åbenlyst, at vi er nødt til at ændre lovgivningen for at kunne håndtere ulvebestanden på en ansvarlig og virkelighedsnær måde. Min holdning er klar: Vi skal have flere redskaber i værktøjskassen til at regulere ulvebestanden, siger Asger Christensen.
Gammeldags fredning blokerer for løsning
Asger Christensen er også landmand og har set ulven på egen jord flere gange.
– Jeg kan ikke forstå, hvorfor et gammeldags direktiv, der ikke tager højde for den hurtigt voksende ulvebestand og de konsekvenser, det skaber for landdistrikterne, har været gældende i alle de år. Jeg har talt med mange landmænd og borgere, der frygter ulvens adfærd, som rykker tættere på deres gårde og familier. Det er en frygt, vi ikke kan ignorere.
Jeg vil følge sagen helt til dørs, så vi kan få en lovgivning, der giver os mulighed for at regulere ulvebestanden og beskytte vores borgere, landmænd og husdyr. Kampen er ikke slut, men vi er et skridt tættere på løsningen, siger Asger Christensen, Jordrup.