Landsbyer er kultur
LÆSERBREV:
Jeg er født i Kolding og opvokset i Lunderskov, gik i skole der, spillede fodbold der og blev formet af provinsens sammenhold, som var på en måde, som man ikke kunne finde andre steder, på grund af de mennesker, der skabte det.
Jeg kan tydeligt huske, da jeg var lille, og stod med min far i hånden foran slagterbutikken i Lunderskov, bag ved brandstationen. Den butik er nu lukket, ligesom værtshuset, Shell-butikken og Lunderskovs håndboldklub, der lukkede på grund af manglende spillere. Det er de små, lokale steder, som beboerne i landsbyerne skal støtte. Vi skal handle lokalt!
Alle søger mod storbyerne. Det kan være svært at finde et modsvar på den udvikling. Selv er jeg flyttet over Lillebælt til Odense for at studere.
Og her i Fyns hovedstad, savner jeg det fællesskab, som der var i en by som Lunderskov.
Og hvis det fælleskab skal bestå skal landsbyens beboere komme mere ud, lægge telefonen væk, slukke for fjernsynet og hjælpe mere til i lokalsamfundet. Ellers vil det smukkeste, som Danmark har at byde på, uddø – nemlig de danske landsbyer.
Lad os reinvestere i vores landsbyer. For det er der, hvor dansk kultur og værdier som sammenhold, frivillighed og nærvær er størst. Danske landsbyer som Lunderskov er kernen af Danmark.
(Forkortet af red.)
Romeo Troelsgaard
Lokalformand for Dansk Folkepartis Ungdom Fyn
Tidligere boende i Lunderskov.