Kendt Christiansfeld-firma har indgivet konkurs

Preben Johansen A/S beskæftiger mange medarbejdere. Her er et foto fra hjemmeside.

Entreprenørvirksomheden Preben Johansen A/S, som har til huse på Industrivej 12, har indgiv et konkursbegæring.

Det fremgår af svar til kreditorerne fra advokatfirmaet Bech-Bruun.

”Preben Johansen, Christiansfeld A/S er taget under konkursbehandling ved dekret afsagt den 18. december 2024 af Skifteretten i Kolding. Dette er sket på baggrund af en egenbegæring fra skyldner,” lyder teksten. Dvs. at det er vrksomheden selv og ikke kreditorer, der har ønsket at likvidere selskabet.

Advokat Søren Christensen Volder er af skifteretten udpeget som kurator. Boet behandles yderligere af advokat Philip Vejby Aalund Kristensen og bobehandler Natascha Lyngsøe.

Skifteretten har ikke truffet beslutning om indkaldelse til skiftesamling til valg af kurator og eventuelt kreditorudvalg. Alle kreditorer kan begære afholdt skiftesamling senest tre uger efter at konkursen er offentliggjort i Statstidende.

Familievirksomheden har stået for mange bygge- og entreprenøropgaver i Christiansfeld og omegn, bl.a. ved byens byfornyelse.

Preben Johansen overtog firmaet efter faderen murermester Aage Johansen, Hjerndrup. Preben var selv en fremtrædende erhvervsmand. Han var bl.a. med til at støtte Vinfestivalen i byen.

Sønnen Jeppe Mosegaard Johansen overtog ledelsen efter faderens tidlige død som kun 62-årig i 2016 efter to års sygdom.

Aktieselskabets regnskabsår fra juli 2023-24 viser et overskud på 121.329 kr., mens der var underskud i de to foregående år. Egenkapitalen har ligget stabilt på mellem 2.6–2.9 mio. kr. de sidste fem år.

Bestyrelsen består af Torben Rasmussen, formand, Hans Peter Lykou Jensen, Jeppe Mosegaard Johansen og Kai Nielsen.

Sønnen Jeppe Mosegaard Johansen står som ejer af et holdingselskab, JeppeNewCo, som ejer virksomheden 100 pct. Dette selskab havde i regnskabsåret 2023-24 et overskud på kun 63.816 kr., mens det året før havde et underskud på 144.275 kr. før skat. I 2019 havde selskabet dog et resultat før skat på 1,3 millioner. Sidste år steg formuen i firmaet fra 847.579 til 911.395 kr., fremgår det af regnskabet.

Det er endnu ikke oplyst om virksomheden fortsætter i en ny konstruktion.

Se også