Ikke flere planer og ikke mere tidsspilde
LÆSERBREV: Udviklingen i Kolding er aldrig kommet af store fine planer, der roder en masse sammen.
Meget af det, vi nyder godt af i dag, er gennemført, fordi der har været Byrådsmedlemmer, der har sat sig et mål og så arbejdet målbevidst på at gennemføre det. Massiv byfornyelse af gamle, nedslidte bydele.
Renovering af Koldinghus. Stålindustrien i Kolding. Placeringen af Munkensdam Gymnasium i Kolding. Opførelsen af Trapholdt, Kolding Hallen, Slotssøbadet, Syddansk Universitet, Kunsthåndværkerskolen (Designskolen), Uddannelsescentret, Sundhedscentret, akutsygehuset, Kolding Teater, Hotel Koldingfjord og rigtig meget andet.
Intet af det – intet – er gennemført, fordi nogen har lavet en stor helhedsplan, som skulle realiseres i løbet af mange år.
Kolding Kommune og dens borgere har ikke brug for flere planer. Det meste af denne Byrådsperiode er gået med proces og planer. For hvert år, vi står stille og spilder tiden med planer, så sakker vi bagud i forhold til bl.a. Vejle. Brænder ens hjerte for Kolding, så er det forfærdeligt at se på.
Merete Due Paarup har haft stor indflydelse i denne Byrådsperiode; det har betydet en hel stabel af planer, mange spildte muligheder – og ingen handling. Det må ikke fortsætte, for så kommer vi uhjælpeligt bagud.
Så ikke flere planer, ikke mere tidsspilde. Tiden er til, at vi sætter os klare mål og så arbejder benhårdt sammen på at gøre dem til virkelighed.
Søren Rasmussen
Gruppeformand for Dansk Folkeparti i
Kolding Byråd
Primulavej 7, Kolding.