Spildte penge

LÆSERBREV: I Kolding Kommune er der mange ældreboliger, som ikke kan lejes ud. Da Kolding Kommune har ret til at anvise borger til disse boliger, er det også kommunen, der skal betale, når de står tomme. Det er efterhånden en anseelig udgift, nu over 600.000 kr. om måneden fordelt over ca. 55 boliger.

De fleste partier har ikke gjort særligt meget for at få rettet op på det. Men et enkelt parti har i adskillige år foreslået, at der afsættes penge til at afhænde disse boliger. Da de er opført med statstilskud, skal de nemlig ”købes fri”. Det har der ikke været flertal for. Byrådets nye flertal ville ikke ofre en krone på ældreområdet. Sidste år lykkedes det så det ene parti at komme med i budgetforliget, store besparelser på de ældre blev fejet af bordet, og der blev også afsat penge til at komme af med nogle af ældreboligerne.

Men der skal mere til. Det er over hele landet, at der er problemer med udlejning af ældreboliger, derfor bør Folketinget gøre det lettere for landets kommuner at komme af med de ældreboliger, som ikke kan udlejes. I dag tager processen adskillige år. Det bør være meget lettere. Samtidig bør Kolding Kommune afsætte endnu flere penge til frikøb af boligerne. Med en kæmpe udgift på over 600.000 kr. om måneden vil de penge hurtigt være tjent hjem. Det er om at komme i gang.

De sparede penge kan passende gå til de ældre, der har behov for hjælp, det vil jeg kæmpe for, at Ældrerådet skubber på for.

Gunner Nielsen
Medlem af Ældrerådet
Skovlundvej 52
6000 Kolding

Se også