Feriepartner er flyttet til Christiansfeld for at erobre sommerhus-markedet
Hanne Paaske, som tidligere drev dametøjsbutikkerne Frk Hanne og Smuksakk, er en del af trekløveret i det nye Feriepartner-kontor, der har lejet sig ind hos EDC Mægleren.

Siden december har Feriepartner haft kontor i Christiansfeld – og det er bl.a. med den lokale Hanne Paaske som ferierådgiver. Hun har tidligere drevet dametøjsbutikker og er datter af den fhv. landbetjent.
Her i området hører vi mest om udlejningsbureauerne Novasol og Dansommer. Men Feriepartner er faktisk også blandt de store udlejere. Blot ikke så meget i det lokale område. Men det skal der rådes bod på, mener Feriepartner.
Bureauet har ansat Jan Bech, tidligere Jyllands-regionsleder hos Novasol, og lejet sig ind hos EDC Ejendomsmægleren i Christiansfeld, Mette Lüt Pedersen, i Lindegade 56C.
Lokal medarbejder
Jan Bech får hjælp af Marianne Moth, Kolding, der tager sig af sommerhusejerne. Hun har en baggrund fra bl.a. Sydbank. Og så er der Hanne Paaske, som er kendt i byen:
– Ja, jeg har da gået på Tyrstrup Skole og er vokset op her i byen. Jeg kom til Christiansfeld som 8-årig, da min far blev ansat som landbetjent, fortæller hun.
– Jeg har altid syntes, at vi bor et fantastisk sted. Både byen og omgivelserne er jo fantastiske.
Hanne oprettede og drev dametøjsbutikken ”Frk. Hanne” i Spielwerk-huset fra 1998-2012. Herefter byggede hun en webshop op og startede modebutikken Smuksakk i Kongensgade 9. Den blev senere overtaget af Kirsten Gellert og drives i dag af Ulla Petersen. Efter tiden som selvstændig arbejdede Hanne med salg indenfor tekstilbranchen, senest hos Sunwill i Haderslev.
Hjemme hos Birger
Hannes mand, Birger Lindstrøm, driver i dag med stor succes herretøjsbutikken Hos Birger, der netop er flyttet fra Kongensgade til Det Gamle Apotek i Lindegade i Christiansfeld. Butikken har specialiseret sig i tøj til mænd ”som de er flest” – dvs. i store størrelser.
Hanne hjælper lidt på sidelinjen, men ekspederer ikke i butikken. Hun har dog under coronaen drevet en pop-up butik med herretøj i Sønderborg.
– Vi kalder Hanne for ”hjertet i kontoret” (Det lyder pænere end blæksprutte). Det er hende, der håndterer vores samarbejdspartnere, vores rengøringspersonale og lejerne, siger Jan Bech.
Franchise-model
Hvem er Feriepartner?
– Feriepartner er et dansk ejet firma. Vi er især store i Nordjylland og Vestjylland. Her i området har vi tidligere været underlagt et fynsk bureau, der hedder MOB, som nu er en del af Feriepartner, forklarer Jan Bech.
Feriepartner fungerer som franchise. Dvs. at en virksomhed giver andre retten til at drive en virksomhed ved at bruge et velkendt varemærke, forretningskoncept, knowhow og supportmodeller.
Fra Vejlefjord til Sønderballe Strand
– Sidste år købte Jan Brusgaard, som er medejer i 18 feriepartner-afdelinger, MOB og har valgt at flytte Fyns-kontoret til Odense og oprette kontoret her i Christiansfeld, som dækker området fra Vejlefjord til Sønderballe Strand ved Genner, fortæller Jan Bech.
– I dag er det jo ikke så vigtigt, at vi ligger i selve sommerhus-området, fordi kunderne ikke længere skal hente nøgler på bureauet. De tager direkte til ferieboligen og bruger en nøgleboks. Men vi synes alligevel, det er vigtigt at være tæt på ferieboligerne.

Valgte Christiansfeld
– Vi har valgt Christiansfeld, fordi det er en UNESCO-by, hvor kunderne også naturligt vil komme. Og så ligger byen tæt på sommerhusområderne i Hejlsminde, Binderup, Kelstrup Strand osv… Vi ligger næsten midt i det hele. Vi vil gerne være en del af byen. Derfor har vi også en oplevelsespulje, hvor vi kan støtte noget lokalt. Vi skal selvfølgelig være med i Handelsstanden, Turistmagasinet, osv.
’Vi vil være bedst’
Hvor mange feriehuse har I her i området?
– Vi er for tiden de mindste. Vi har endnu kun omkring 60 huse, men det er mit mål, at når jeg om nogle år stopper på grund af alder, så er vi det mest foretrukne bureau i området. Det er ikke så vigtigt for os, at vi er størst, men at vi er bedst, proklamerer Jan.
– Det lyder måske lidt flot, men vi konkurrerer jo med de store udenlandske foretagender, hvor det måske betyder mest, hvor meget man tjener. Og vi er lidt mere gammeldags og vil hellere gøre tingene godt.
Turbolens i branchen
Jan Bech forsøger diplomatisk ikke at nævne konkurrenterne. Men det er velkendt, at det gamle danske bureau Dansommer har fået ny udenlandsk ejer, en indisk mangemilliardær, og at der er sket ændringer i servicen. Det har ført til en del turbulens med skandalesager i pressen. En del udlejere er nu begyndt at flytte til andre selskaber. Og det er på den baggrund, at Jan nu regner med, at Feriepartner har overhalet Dansommer og er blevet det næsstørste bureau.
Novasol er også udenlandsk ejet, og hovedkontoret ligger i England og hedder Awaze.
– Men vi er danske, og de penge, der tjenes, de skal ikke sendes over Atlanten eller til Østen. De bliver i Danmark, bemærker Jan.
Nærhed
Ved at etablere kontoret hos EDC i Christiansfeld er det planen, at Feriepartner vil holde åbent alle hverdage – og i højsæsonen måske også i weekenden.
De regner med, at kunderne vil sætte pris på, at bureauet ligger tæt på, og at bureauet er lidt ”gammeldags”.
– Når man udlejer eller lejer gennem os her i området, så er det os tre på kontoret, man snakker med. Det er os, der svarer på mail og tager telefonen, siger Jan – og tilføjer så dog med et smil:
– Men hvis man ringer efter klokken 16, så snakker man med nogen nede i Hamborg. Men det er også dansktalende personale.
Mange tyske turister
Christiansfeld området har på grund af de naturskønne strande ekstra mange turister. Og det er ikke nogen hemmelighed, at mange af lejerne i de danske ferieboliger i området er tyskere.
– Tyskerne elsker Danmark. De kan lide den personlige og venlige måde, vi behandler dem på. Hele 82 pct. af de bookinger, vi får, er fra Tyskland. Ca. 15 pct. er danskere. Resten er hollændere og andre nationaliteter.