Børn drikker som forældrene

TUBA forsøger at hjælpe børn og unge, der lider under forældrenes misbrug.

Hvis dine forældre har et misbrug af alkohol eller stoffer, har dine bedsteforældre sandsynligvis også haft det.

Nye tal fra organisationen TUBA viser, at misbrugsproblemer går i arv. Organisationen peger på, at der er brug for en styrket forebyggende indsats for at støtte unge i at bryde den negative sociale arv.
47 pct. af unge med alkoholmisbrug kommer fra familier med alkohol- eller stofmisbrug.

”Tallene viser med al tydelighed, at problemerne i familier med misbrug ofte er nedarvede gennem flere generationer. Der er brug for en bedre forebyggende indsats, som kan styrke de unge i at bryde mønstret og forhindre, at misbrugsproblemer går i arv,” siger Kåre Skarsholm, der er landsleder i TUBA.

TUBAs tal er baseret på en spørgeskemaundersøgelser blandt 1.671 unge i alderen 14-35 år, der startede i terapeutisk behandling i TUBA i 2024.

I en familie med misbrug er der ofte overlappende svigt, udfordringer og dysfunktioner i hjemmet.
64 procent svarer, at de har været udsat for psykisk vold, mens 42 procent har oplevet fysisk vold eller trusler herom i deres barndomshjem. 55 procent tror, at deres far – og 46 procent at deres mor – lider af en psykisk sygdom.

Derudover fortæller 26 procent, at en af deres forældre var eller muligvis var indblandet i kriminalitet i deres barndom.

Jo flere svigt et barn udsættes for, jo større er risikoen for en lang række psykologiske, sociale og helbredsmæssige udfordringer senere i livet.

Unge fra familier med misbrug kæmper oftere med angst, depression, lavt selvværd og ensomhed. Derudover er de i større risiko for psykiatriske indlæggelser og for selvmordsadfærd. Af de unge, der gik i TUBA i 2024, har 27 procent forsøgt eller truet med selvmord.

Ifølge Sundhedsstyrelsen vokser hvert 10. barn op i en familie med alkoholmisbrug. Forskning viser desuden, at ca. 40 procent af alle, der vokser op i en familie med misbrug, selv udvikler et misbrug senere i livet. Men den sociale arv kan brydes.

LÆS OGSÅ: Sundhedstyrelsen: Danske unge drikker stadig mest i Europa

Se også