Positiv stemning på borgermøde om Vamdrups fremtid

VAMDRUP: Flere end 200 borgerne var forleden mødt frem i Arena Syd i Vamdrup for at høre om sidste nyt i projektet ”Frie Bymidter”, og for selv at benytte muligheden til at give deres bud på, hvordan de 15 millioner kroner der er til rådighed til projektet, skal benyttes.
Fremmødet betragtes af arrangørerne som en ganske flot, og at det vidnede om, at der er stor interesse blandt borgerne for byens fremtid.
Det hele handler, som tidligere omtalt om, at Vamdrup er blandt 14 byer i Danmark, som er med projektet ”Frie Bymidter”, og at det har udløst ni millioner i tilskud fra staten og seks millioner fra Kolding Kommune. Og samtidig slipper man i udviklingen for en del stramme regler.
Vores ”udsendte” fortæller, at der på mødet ikke dukkede meget nyt op under solen, som ikke før har været fremme, blandt andet her i avisen.
Der meldes dog om en god stemning, stor spørgelyst og om mange input fra deltagerne. Alt i alt var stemningen positiv, og der var stor enighed om, at byen – og ikke mindst bymidten – virkelig trænger til at blive shinet op.
 Nu starter så en længere proces med, hvad støttebeløbet helt præcis skal bruges til. Projektet er dog skruet sådan sammen, at pengene kommer først til at arbejde en gang i 2027.
 Kommer afgørende nyt om projektet ”Frie Bymidter” følger avisen her naturligvis op. / seb

 

Se også