Eksplosions-grunden ved Taps ligger fortsat uopryddet hen

Politiet har opgivet at finde årsagen til den voldsomme brand, som førte til, at naboer måtte evakueres af frygt for en ny Seest-katastrofe.

Sådan ser brandtomten stadig ud – et halvt år efter branden.

Kolding Kommunes miljø-afdeling overvejer, hvordan man kan få ryddet op på brandtomten på Tingskovhedevej 10 ved Christiansfeld.

Her opstod en voldsom eksplosions-brand den 18. december 2024 i en stor lade. Beboere i området blev evakueret. Det skyldtes, at gasflasker eksploderede under brandslukningen. Der var frygt for en ny Seest-katastrofe, og flere brandstationer indkaldte personale.

Udover de mange skader skulle der være løbet dieselolie i grøften, og naboer frygter, at det har skadet jorden. Kommunens miljøvagt var på stedet efter branden. Men i kommunens miljøafdeling svarer områdeleder Merete Valbak, at der ikke er konstateret forurening i et vandhul tæt på ejendommen.

– Undersøges området stadig eller er det afsluttet?

– Der pågår fortsat undersøgelser af jorden i forbindelse med de grøfter, der blev gravet til at bortlede slukningsvandet.

Den 50-årige ejer bor ikke længere på ejendommen på Tingskovhedevej 10 ved Taps.

– Ejeren skulle have ryddet op på grunden senest 1.5. 2025 – efter flere udsættelser også forud for branden. Hvorfor er det ikke sket?

– Ejeren har fået et påbud om at rydde op udendørs på ejendommen med en frist den 1.5. 2025. Det er ikke sket, og vi er i fortsat dialog med ejeren omkring tidsplanen for oprydningen. Påbuddet vedrører kun det udendørs oplag, der var på udendørsarealer inden branden, ikke selve brandtomten, svarer Merete Valbak.

– Vil kommunen sørge for, at der bliver ryddet op?

– Vi er ved at undersøge, hvilke muligheder der er for at sikre oprydning også af brandtomten.

– Er det fastslået, hvordan en sådan brand og eksplosion kunne opstå?

– Det er politiet, der har efterforsket branden.

– Kan du bekræfte rygtet om, at der også var krysantemumbomber og andet krudt i ejendommen?

– Nej – det er politiet, der har efterforsket branden, svarer Merete Valbak fra kommunens miljøafdeling.
Politiet har imidlertid opgivet at finde årsagen til branden. Det fremgår af en artikel i dagbladet JydskeVestkysten den 6. januar.

Heri udtaler vicepolitiinspektør Arno Rindahl Petersen, Sydøstjyllands Politi, at politiet har afhørt ejeren, men ”vi er ikke kommet nærmere en brandårsag. Så vi kan kun gætte på, hvordan branden er opstået,” siger han.

Se også