Onsdag og torsdag sænkes Dråbebroen på plads, og trafikken på Koldingvej stoppes

Dråbebroen, der skal erstatte Den Blå Bro over Koldingvej ved Christiansfeld, er nu så langt i processen, at den er klar til at blive monteret nord for den eksisterende bro.
Den nye bro er i løbet af foråret blevet fremstillet i stål hos SM Industries A/S i Rødekro.
Virksomheden har også påmonteret en stor del af kunstneren Sophia Kalkaus smukt designede træbeklædning, lavet i eg af Bystrup Maskinsnedkeri ApS.
Jorton A/S, der er entreprenør på projektet, har støbt broens to betonfundamenter og dermed er alt klar til, at broen kan løftes på plads. Det sker onsdag den 18. og torsdag den 19. juni.

Koldingvej spærres
I forbindelse med montagen vil Koldingvej være spærret mellem Allervej og området nord for rundkørslen allerede fra kl. 01 den 18. juni til senest kl. 23 den 19. juni. Der vil være omkørselsskilte, som viser alternativ rute.
Den nuværende Blå Bro vil ligeledes være lukket de to dage, og cyklister samt fodgængere henvises til at benytte Toftegårdsvej som alternativ rute til at krydse Koldingvej.
Busstoppestedet nedenfor broen til X-busserne vil ligeledes være lukket de to dage. Buspassagerer kan finde nærmere information om alternativer på Rejseplanen.
Hold afstand
Projektleder Lisbet Finnemann Pedersen fra Kolding Kommune ser frem til en af de helt store milepæle for arbejdet med at etablere den nye bro.
Hun pointerer samtidig, at eventuelle nysgerrige, der gerne vil se broen blive løftet på plads, skal holde god afstand til arbejdet:
– Af hensyn til sikkerheden vil vi gerne henstille til, at folk overholder de afspærringer, som bliver etableret på stedet, understreger Lisbet Finnemann Pedersen.
Blå Bro destrueres
Når Dråbebroen er på plads, bliver der igen åbnet for trafikken på Koldingvej og på Den Blå Bro.
Næste skridt i arbejdet med Dråbebroen er finish på broen, bl.a. montering af den sidste del af træbeklædningen, bearbejdning af terrænet omkring broen, tilslutning til Tværvej samt at nedbryde og fjerne Den Blå Bro.
Klar til sommeren
Efter planen kan den nye Dråbebro tages i brug i løbet af sommeren og bliver officielt indviet i sensommeren. Broen forbinder Christiansfeld by og landskabet mod vest med bl.a. Christinero, Bulladen og Tyrstrup Kro.
Broen er også tænkt som et kunstværk af den anerkendte billedkunstner Sophia Kalkau i samarbejde med Schønherr Landskabsarkitekter, Rambøll, Brødremenigheden og Kolding Kommune.