Spejderne i Vamdrup hjælper unge med handicap

Gry Sandholdt. (Foto fra Facebook)

VAMDRUP: En ny guide fra Sammenslutningen af ”Unge Med Handicap” SUMH, skal hjælpe fritids- og spejderforeninger med at stable flere friluftsfællesskaber på benene for unge med handicap. Hos KFUM-spejderne i Vamdrup, som har til huse i og omkring Spejderhuset i Østbyen, er man allerede godt i gang.

 – Fedt at opleve unge med handicap bage snobrød og opleve nye fællesskaber. Det giver masser af glade oplevelser at bage pandekager over bål, gå tur med sin spejderenhed i en grøn bøgeskov, eller spille en fodboldkamp. Men unge med udviklingshandicap er alt for ofte afskåret fra at komme ud i naturen og foreningslivet, fordi der mangler fritidstilbud målrettet til dem, fortæller spejderleder Gry Sandholdt.
Guiden er lavet for at gøre det nemmere at åbne fritidslivet for flere fritids- og spejderforeninger og andre frivillige organisationer, der gerne vil invitere unge med handicap med ind i fællesskabet. Den oplyser om en række helt konkrete råd til, hvordan foreninger kan etablere friluftsfællesskaber for og sammen med unge med handicap, der bor på botilbud, eller er tilknyttet STU, Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse.
Hos KFUM-spejderne i Vamdrup har Gry Sandholdt det seneste år været en af drivkræfterne i et friluftstilbud netop til unge med handicap. Sammen med to andre spejderledere arrangerer hun en torsdag hver måned aktiviteter for cirka 15 unge mellem 18 og 35 år med forskellige udviklingshandicap. Flertallet af dem bor på botilbud, og er afhængige af at blive ledsaget af pædagoger og medhjælpere.
– I begyndelsen kan det virke skræmmende, fordi man ikke kender de unges udfordringer. Men lynhurtigt finder man ud af, at det slet ikke er så svært. Det vigtigste er at tilrettelægge aktiviteter, der passer til dem, fortæller 21-årige Gry Sandholdt.
 Gry er netop uddannet social- og sundhedsassistent og har fået fuldtidsjob i Kolding. Men fritiden skal fortsat bruges på friluftsfællesskabet i Vamdrup:
– Vi har nogle fantastiske oplevelser med at bage snobrød, samle grankogler og lave vores egne juledekorationer, og det skal fortsætte, sig hun og betoner, at de ledsagende pædagoger fra botilbuddene er en uvurderlig støtte til at få spejderaftenenerne til at fungere så godt, som de gør, fortæller Gry Sandholdt om initiativet hos KFUM-spejderne i Vamdrup./sebro

Se også