Ken Nissen er tilbage i lokalområdet som lovens vogter

FÆLLES: Efter en tur over Christiansfeld, til Qaqortoq i Grønland og færdselspolitiet i Vejle er Ken Nissen nu tilbage som lovens vogter i Vamdrup-Lunderskov-området med fast træffetid hver torsdag fra klokken 14 -17 på nærpolitikontoret i Arena Syd Idrætsvej 3 i Vamdrup.
Og det er ikke kun et syv til fire job af være landbetjent. Mange af opgaverne ligger nemlig i aftentimerne, og det betyder, at han også på de såkaldte skæve tidspunkter vil holde øje med, hvad der sker på hans vej rundt om i området, og han bebuder, konstaterer han lovovertrædelser på sin vej, vil der straks blive grebet ind. Og han har fx et godt øje til ulovlige og støjende knallerter og motorcykler, samt til andre motorkøretøjer, som ikke holder sig inden for lovens rammer.
Endvidere er han med efterforskningen af indbrud med videre. Og er der borgere, som ikke har betalt lovpligtige forsikringer, eller som er udeblevet fra retsmøder eller fra andre aftaler med myndighederne, vil de også få besøg af ham.
Ken Nissen fortæller til avisen, at han helt som sædvanligt satser på være synlig i området med sin tilstedeværelse – enten i bil, på motorcykel eller på cykel, hvor han også vil være behjælpelig med rådgivning og vejledning til borgerne.
Jobbet som landbetjent her i området, indebærer også deltagelse i et antal weekendvagter med politistationen i Kolding, som udgangspunkt, men vores lokale politimand fortæller her, at når forholdende tillader det, så vil patruljekørslen i weekenderne også i så stor udstrækning som mulig blive lagt her i lokalområdet. / sebro