Tak for en fantastisk vinfestival

Iben Lehmann Rasmussen, borgmesterkandidat (SF), Vestervang 27, 6000 Kolding

LÆSERBREV: Der er noget ganske særligt ved Christiansfeld, og det mærker man ekstra tydeligt under vinfestivalen.

Hvert år i august forvandles vores smukke UNESCO-by til Danmarks måske hyggeligste vinby. De historiske gader summer af liv, musik og gode samtaler, og hele byen emmer af den helt særlige atmosfære, som kun Christiansfeld kan.

Det kan noget helt særligt at stå på Prætoriustorvet med et glas vin i hånden og se byen fyldt med glade gæster fra nær og fjern. Man mærker stoltheden, historien og ikke mindst fællesskabet, når lokale frivillige – i år omkring 300 mennesker – løfter i flok for at skabe en festival, der ikke handler om overskud på bundlinjen, men om glæde, kultur og fællesskab.

Årets vinfestival var endnu et bevis på, hvor meget vi kan sammen. Det er et arrangement, der ikke bare sætter Christiansfeld på landkortet, men som også viser, hvor stærkt et lokalsamfund vi har.

En kæmpe tak til de mange frivillige, arrangører, sponsorer og deltagere, der gjorde festivalen mulig og skabte tre dage fyldt med livsglæde og gode oplevelser.

Jeg tager derfra med stor taknemmelighed – og med en varm påmindelse om, hvorfor fællesskab betyder så meget. Christiansfeld er noget helt særligt, og vinfestivalen viser det på smukkeste vis.

Se også