Michael fra Café 1773: Det har været sjovt!
Michael Tungelund har lukket den lille café på hjørnet.

– Det har været fantastisk at drive café 1773 i de halvandet år, jeg har prøvet, siger Michael Tungelund.
I caféen har han bl.a. handlet med kaffe, is og sandwiches på byens travleste hjørne. Og mange har også været indenfor i de små, men hyggelige lokaler, som er udstyret med mange sjove og nostalgiske billeder, skilte og ting.
Men nu har Michael lukket caféen.
– Der er for meget arbejde for en mand på 62 år, bemærker café-ejeren, og tilføjer med et smil: – Og der er for få penge at tjene.
Michael Tungelund har også et deltidsjob på 25 timer som kordegn på kontoret ved Tyrstrup Kirke.
Når han gik i gang med også at drive café, var det en 40 år gammel drøm, han realiserede. Ikke for at blive rigere, men fordi det var sjovt. Michael har også tidligere arbejdet som journalist på ugeaviser.
Længere åbent?
Caféen har kun haft åbent torsdage til lørdage, og flere har da også foreslået, at der skulle være åbent alle ugens dage.
Michael har da også overvejet, om det kan lønne sig at have åbent hele ugen, men i så fald skulle han have en ansat, og det kan økonomien ikke bære.
Den model prøvede en tidligere café-bestyrer, Jesper Elkjær, i øvrigt samtidig med at han drev Ølkælderen, men det gik heller ikke.
Omkring middagstid har der dog ofte været så travlt, at Michael havde svært ved at følge med.
Men til andre tider har han stået i en tom café og kigget over gaden til den store nabo – honningkagebageriet på hjørnet – hvor der som regel sidder masser af turister udenfor på det brede fortorv. Og hvor der er folk, kommer der flere til.
– Desværre havde jeg kun få pladser udenfor, og vi danskere vil jo gerne sidde udenfor i skjorteærmer, når der bare er 18 grader. Men indenfor tager vi en sweater på, når der kun er 18 grader, griner Michael.
Selv om han har lejet lokalerne endnu et par måneder, har han besluttet at stoppe straks og bruge den sidste tid på at rydde op.
– Når man først har besluttet at stoppe, så gider man ikke fortsætte.
Det er Brødremenigheden i Christiansfeld, der både ejer lokalerne, hvor Café 1773 har haft til huse, og bageriet overfor, som er forpagtet af Xocolatl.