Freddy vil have sti-projekt ud af kommunal syltekrukke

VAMDRUP: ”Den genfundne sti” kan man vist kalde en for længst projekteret cykel- og gangsti, der skal gøre skolevejen mere sikker fra de nye boligområder ved Hvidkærgårdsvej i bydelen Bastrup og til Vestergade ved Vamdrup Skole Vest.
Genfundet, fordi både køb af jord af Vamdrup Kirke til stien og projekteringen af den faktisk er en ret gammel sag, men som tilsyneladende bare har været lagt i syltekrukken i det kommunale system.
Men nu forsøger venstres lokale byrådsmedlem, Freddy Christensen fra Vamdrup, at puste liv i projektet. Han vil foreslå sit parti, at stien skal med i det kommunale budget for 2026, som i øjeblikket forhandles i byrådet bag lukkede døre.
I kommunens tidligere beskrivelse af projektet hedder det blandt andet:
”Ved etableringen af stien mellem Hvidkærgårdsvej og Vamdrup Kirke bliver der skabt sikker stiforbindelse for børn til og fra Vamdrup Skole. Og stien giver en oplagt mulighed for andre at få sig rørt ved at lade bilen stå og i stedet for vælge cyklen gennem naturskønne omgivelser mod fx. Arena Syd Vamdrup og midtbyen med mere.”
Det fremgår videre, at stiens samlede strækning bliver på 850 meter, og den kan anlægges i to bredder. Syd for Kongeåen og mellem Kongeåen og Kirkevej skal stien føres igennem de nye boligområder ved Hvidkærgårdsvej med asfalt-sti i 2 meters bredde, mens den langs Kirkevej skal anlægges som fællessti i asfalt i 3 meters bredde. Der skal endvidere etableres forbindelse over Kongeåen via en bro.
Og så hedder videre i beskrivelsen:
”Såfremt stien ikke etableres, vil skolebørnene og andre skulle færdes på de relativt smalle veje, når de skal i skole eller til fritidsaktiviteter med mere.”
Udgifterne til anlæggelse af stien blev i 2022 anslået til cirka fire millioner kroner.