Nye højskolesangbøger giver sangglæden et løft på Kongebrocentret

Donation af nye højskolesangbøger giver beboere og medarbejdere på plejehjemmet Kongebrocentret bedre muligheder for fællessang.

Beboere og personale nyder at synge sammen.

Tirsdag den 19. august var en festdag på Kongebrocentret i Christiansfeld. Her blev helt nye højskolesangbøger med stor skrift taget i brug for første gang – bøger, der skal gøre det lettere for alle beboere at synge med og være en del af fællesskabet.

De ældre på Kongebrocentret kan glæde sig over, at sangbøgerne er tryk med ekstra stor skrift.

De 50 nye bøger er doneret af Hans og Ingrid Jensens fond efter et initiativ fra aktivitetsmedarbejder Hanne Poulsen og pårørende Lene Kaad Jørgensen,der har sin mor, Inge Kaad, boende på Kongebrocentret.
“Sangen betyder enormt meget for min mor og de andre beboere. Det giver livsglæde, fællesskab og gode minder – og derfor er det så vigtigt, at alle kan være med,” fortæller Lene Jørgensen.

Fællessang for flere i fremtiden

Mange beboere kunne tidligere ikke følge med i sangene, fordi skriftstørrelsen i de gamle bøger var for lille for dem med svagt syn.

Med de nye højskolesangbøger bliver det nu muligt for langt flere at deltage aktivt, og det glæder både personale og pårørende.

“Man kan allerede mærke, hvor stor en forskel det gør. Der sker bare noget, når man synger sammen, og man kan se glæden i øjnene og høre det i stemmerne hos beboerne,” siger Lene Jørgensen.
Indvielsen af de nye bøger blev fejret med kaffe, kage og en stemningsfuld sangeftermiddag.

De nye højskolesangbøger er skænket af Hans og Ingrid Jensens Fond. De ejede Sjølund Maskinfabrik.

Organist Karin Mølbak Jensen fra Tyrstrup Kirke stod for musikken ved klaveret, og beboerne fik lov til at ønske sange.

En af de ønskede sange var “At samles, skilles ad, velkommen og farvel”, og da den lød i lokalet, kunne man mærke beboernes glæde ved at synge sammen – og med de nye sangbøger er der lagt op til endnu flere stunder med fællessang i fremtiden.

Kristian Jørgensen

Se også