Ville: Vi vil gøre, hvad vi kan, for at afhjælpe broens stejle hældning
Jakob Ville kritiserede den ’meget negative debat’ om Dråbebroens hældning og sagde, at han ’blev helt i tvivl, om vi overhovedet skulle indvie broen med sådan en fin markering’.

– Jeg har været formand for teknisk udvalg i næsten 8 år – og noget af det første, jeg blev introduceret for som formand i 2018, var, at Den Blå Bro var i stærkt forfald, sagde Jakob Ville (V) da han indviede den ny Dråbebro over Omfartsvejen ved Christiansfeld.
– Vi blev nødt til at tage stilling til, om vi kunne undvære en bro over Omfartsvejen, eller om vi skulle arbejde for at finde finansiering til en ny og flottere bro, som kunne klæde Christiansfeld og være til fortsat gavn for borgere og gæster, som gerne ville krydse stedet her for at komme til Christinero eller Tyrstrup Kro til fods.
Vi besluttede det sidste – og har arbejdet igennem hele perioden med at finde penge til broen. Det har været en hård opgave, da det af to omgange har vist sig, at broen blev dyrere, end vi havde forventet og håbet – bl.a. fordi beton- og stålpriserne er stukket af.
Så jeg vil gerne sige tak til kollegaerne i Byrådet, som har givet opbakning af to omgange til at skæppe lidt mere til fra kassen for at finansiere broen, sagde Ville. Han roste broen:
– For det er en virkelig en smuk bro, som bliver et kendetegn for Christiansfeld. Så må vi se, om broen bliver lige så berømt som honningkagerne og UNESCO-byen.

Irettesatte kritikere
– Men jeg vil også være ærlig og sige, at jeg for en måneds tid siden blev helt i tvivl, om vi overhovedet skulle indvie broen med sådan en fin markering, sagde Ville.
– Det skyldes, at der opstod en meget negativ debat om broens hældning. Faktisk nåede den negative debat helt til en forside i Ekstrabladet, hvor det stod, at opsætningen af Dråbebroen var det værste nogensinde!
Og jo, det er rigtigt, at Dråbebroen er lidt mere stejl og ikke så tilgængelig, som dens forgænger var.
Det er selvfølgelig ærgerligt, men det er ikke muligt på det her sted at opføre en bro, der har en fladere kurve.
Der er særlige regler for, hvor høj en ny bro skal være, så vi undgår, at høje lastbiler påkører broen, sådan som det er sket flere gange med Den Blå Bro.
Broen har altså den kurve, den har, både fordi loven kræver det, men også af hensyn til trafiksikkerheden. Og det har vi alle sammen været vidende om som politikere i hele processen, selvom hukommelsen her op til et valg kan svigte.
Vi skal ikke have lastbiler ud i situationer, hvor de kan køre fast under broen og være til fare for sig selv og andre trafikanter.
Samtidig har vi skullet placere broen lige her på et lidt vanskeligt sted i terrænet, hvor vi også måtte tage hensyn til Tværvej og de private huse.
Lover bedring
– Men vi vil gøre, hvad vi kan for at afhjælpe forholdene med den stejle hældning. Vi er ved at undersøge mulighederne for at skabe en bedre adgang til Tværvej – fx ved at flytte lidt på bommene – og vi kigger også på, om vi kan forsyne broen med en ekstra håndliste som kan hjælpe ældre og gangbesværede med at få bedre fat, når de skal over broen.
Rollatorbande
– Jeg noterede mig også i et TV Syd-indslag for et par uger siden, at en selvbestaltet rollatorbande beviste, at man godt kan forcere broen med rollator – og at det er sund træning – men naturligvis skal vi gøre alt, hvad vi kan for at flest mulige kan få glæde af broen. Det vil vi lægge os i selen for, lovede Jakob Ville, som håber at blive borgmester efter valget i november.