Store planer, men det daglige forsømmes
LÆSERBREV: Et godt hus står på et godt fundament. I Kolding mangler vi netop det solide fundament, som vi kan bygge videre på. Fundamentet trænger til vedligehold, før det igen kan bære et nyt hus og beboerne er ikke længere tilfredse.
Du har hørt om mange fine planer. Der var en plan om en cykelsti. En plan om et klimavenligt byggeri. En plan om et flot design. Men mens planerne blev tegnet og præsenteret, blev huset forsømt. Fortovet blev ujævnt, bruserne dryppede, og gamle cykler og barnevogne hobede sig op. Det, der engang var et pænt hus, blev til et trist sted at bo.
Men det må vi da kunne ændre, sagde vi i Liberal Alliance. Man bygger ikke et nyt hus oven på et usikkert fundament. Før vi laver flere store og flotte planer, skal vi have styr på det grundlæggende. Vi skal prioritere vedligehold, funktionalitet og trivsel, før vi kaster penge efter endnu en strategi eller udviklingsplan.
Så blev huset sat i stand. Fortovet blev repareret, bruserne fixet, legepladsen udvidet og cykelstien endelig færdig. Nu høres glade stemmer igen. Beboerne fortæller stolte om deres hus, og mange vil gerne flytte ind.
Moralen er enkel: En pæn og velholdt kommune giver glade og positive borgere. Glade borgere fortæller gode historier om kommunen, og gode historier giver flere borgere. Det er det fundament, vi skal bygge Kolding på.
Peter Skousen
Kongeåvej 6
6580 Vamdrup