CIFs herreseniorer rykker op i Serie 2

Herreseniorholdet med træner Lars Jørgensen.

– I mange år har vi i CIF haft to herreseniorhold, men spillertruppens bredde har ofte været lige på kanten i forhold til at stille to hold, fortæller Magnus Hansen, CIF.

– Indimellem har vi haft stor glæde af tidligere spillere og gode klubvenner, som har trådt til og givet en hjælpende hånd, når det har knebet.

I sommer fik vi ny træner i form af Lars Jørgensen – den tidligere Jyllandsserie-træner i CIF – og med ham fulgte også 4-5 unge spillere, der vendte hjem efter efterskoleophold, og et par gamle kendinge i klubben.
Det har givet en ny energi og dynamik i truppen. Efter en indledende periode, hvor spillerne lige skulle finde sig til rette og vænne sig til Lars’ spillestil, har førsteholdet siden fundet en imponerende form.

Med 12 sejre i 14 kampe har holdet sikret sig oprykning til Serie 2, som man ellers ikke har været i siden 2021 – med hele syv point ned til nærmeste forfølger.

En sæson med 54 scorede mål og kun 20 indkasserede taler vist for sig selv.

Oprykningen er et resultat af et stærkt lokalt sammenhold, høj træningsindsats og en trup, der virkelig har løftet i flok. Vi glæder os til at bygge videre på den positive udvikling og til at se, hvordan holdet klarer sig i den kommende sæson på et højere niveau, fortæller Magnus Hansen.

Se også